Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
211
udgjør Friskheden i vort Væsen, maa der ofres en hel
Del for at vinde den noble, større, selskabelige Form»;
det er talt saa bent imod Lies Hjerte som muligt.
I Skildringen af Carl Witt har Lie ladet os
se, hvordan han tænker sig Genialiteten. Witt er
hed og heftig i Følelsen, tankeløst überegnende ind
til Hensynsløshed, men Lykkebarn, saa han blir mis
tænkt for en særegen Sluhed (sml. Johnston i Onde
Magter)’, han er fuld af naiv Selvfølelse og af angst
fuld Selvkritik; fremdeles «egen», saa de andre «faar
Tag paa ham og ler ham ud,» hvad han dog ikke
bryder sig om; han ansees dels som et Geni, dels
som mislykket, som noget «for al Belærelse idiotisk
uimodtageligt», hvori der dog stundom er «et Slags
Glimt»; han er de «dunkle Muligheder», har Ideer
nok, men finder ikke «Løsningen, Frelsen ud af det,
femte Akt»; han er «halvt Seer, halvt Vrøvler» ; der
er «noget af en Kunstner i hvert Ord, han siger»,
men han betegnes ogsaa leilighedsvis som «gal».
Har Lie her maaske villet levere en Art Selv
forsvar, et anch’ lo sono pittore — trods alt —, saa
findes der personlige Træk ogsaa hos Professoren.
Dennes Optræden overfor Witts «Mesterværk» kan
f. Ex. kun forstaaes, naar vi husker den Mand, der
i Raseri kan slåa Næven mod Stenen.
Stykket blev opført i Stockholm og Kristiania.
Det vandt Bifald, men holdt sig kun kort.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
