Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
281
Strid, de havde med det. » Kun de fredelige Smaa
fugle blir igjen. Og Skogen voxer og trives og
fryder sig med Keiseren; thi nu er «den evige Fred
kommen».
Men den er ikke kommen.
Der blir Kamp mellem selve Træerne, «Suk
og Klage i Grunden fra alle de utallige Frø og
Grankongler og smaa Skud og Spirer, som vilde op
og voxe;» «der var ikke Plads for dem». Og «andet
end Klage og Bitterhed var ikke at høre». Thi
Krigen — det er Livet selv.
Da tog Keiseren det Raad «at lade sine from
meste Mænd udgaa, to og to, og banke paa hver
Stamme og spørge, om Træet for at udrydde den
onde Krig vilde love at minske sin Høide og Væxt
med Halvparten eller endog blot Trediedelen, for at
saa mange flere af de smaa kunde faa trives og
leve. Thi da vilde der igjen blive Rum og Plads.
«Da knagede og stønnede Træstammerne for
Livet med underlig mørk Susen» . . . «og intet
eneste Træ vilde for alt i Verden love bort, hvad
det bar i sig af Saft og Kraft til Væxt, ikke engang
minske det sidste Aarsskud i sin Krone.
«Men der blev taust over hele Skogen.
«Og Keiseren sukkede.»
— Vi sukker med ham.
Vi har faaet saa meget at betænke, saa meget
af det, man ikke gjør fra sig i en Fart, det übe-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
