Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
332
gik om saa scirokkosint og vrang, at han lidet likte
at se Folk.
Paa saadanne Dage var det ikke helt übetænke
ligt at lade ham gaa alene paa Gaden — for Braa
sinnets Skyld. Det var disse fordømte Vognmænd.
De er saa snille, de Folk; saa snart de ser en Fremmed
tilfods paa Gaden, kommer de kjørende: «volle?
volle?» (vuole, vil De (kjøre)?) — «Nolle!» skreg
Jonas Lie; han skulde jo spadsere, han, for Fanden.
Men de forfulgte ham. Denne noble ældre Herre
— rimeligvis en Geistlig, siden han ikke bar Skjæg,
— skulde ikke han ville kjøre? Det maatte være
den pure Distraktion; «volle? volle?» — Lie gjorde
sig olm, gik bent frem og lod som ingenting; —
«volle? volle?» Han gik fort, eller svært smaat;
de fulgte og fulgte. Kjørte helt op paa Trottoiret,
eller, hvor intet var, lige ind paa hans Ben, eller
de braastansede midt i en Gadeovergang, saa han i
sin Nærsynethed holdt paa at komme under Hjulene :
«illustrissimo signore ...» Da kunde Sinnet fare
i ham. Kobberflammerød løftede han Stokken: «jeg
skal illustrere dig jeg — !!» — Jeg tror dog ikke,
det lykkedes ham nogen Gang at faa gjort Skandale.
Men han taalte næsten ikke at snakke om Vogn
mænd, og i det hele pinte og ærgrede det evinde
lige Pengesnakeri og den gjennemgaaende Uærlighed
der nede ham forfærdelig. —•
— Efter Hvileaaret i Rom vendte han tilbage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
