Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Del - Gode Venner og Godtfolk - Min Gnom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
251
selv mig, som han betragtede som sit »sidste og eneste
Medmenneske«, var han ikke sikker paa. Jeg havde
jo ogsaa ført ham bag Lyset I
I samfulde fire Aar vedblev han at være min
uadskillelige Med-Siameser og Plageaand. Ingen Fremmed
forstod vort Forhold, men Alle forundrede sig derover,
og man hittede paa de mest æventyrlige Forklaringer
derover. Det saa ogsaa besynderligt ud.
Dimling var paa sin Maade ærekær til det Yderste.
Han var flittig, utrolig nøjsom og meget økonomisk,
men det Lidt, han behøvede for at slaa sig igennem,
vilde han selv fortjene. Understøttelse modtog han ikke
paa nogen Maade, men selv at skaffe sig Arbejde
lærte han aldrig. Var der Intet at bestille for de
Kontorer, jeg stod i Forbindelse med, saa sugede han paa
Labben, men tav, og da maatte jeg flere end én Gang,
for at hjælpe ham til de fornødne Rigsdalere, lade ham
tage Afskrifter efter en gammel Formularbog. Det
ærgrede mig altid, at der gik saa mange Ark smukt
rent Papir i Løbet ved disse Omsvøb, men jeg var
nødt til at finde mig deri: havde jeg tilbudt ham
Pengene som Gave, vilde han have vist dem tilbage
som en Fornærmelse, og Laan, som han ikke var vis
paa at kunne betale tilbage, var han altfor
samvittighedsfuld til at modtage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
