Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Del - Gode Venner og Godtfolk - Min Gnom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254
Hvadsomhelst og skaanede hverken mig eller hinanden
indbyrdes, naar de fik Munden paa Gang. Saa længe
en af dem var til Stede, fik jeg ikke et Ord ud af
Dimling.
En Aften i Mørkningen, da jeg var usædvanlig
træt af min ulykkelige . Ven, der ufortrøden havde holdt
mig med Selskab hele Dagen for at forsøde en
Stue-Arrest, jeg havde paadraget mig ved at støde min ene
Fod, havde jeg for at dreje Samtalen bort fra hans
uudtømmelige personalhistoriske Meddelelser fra
Ebeltoft, spurgt ham, om der ikke var Omslag i Vejret.
Netop i det han vilde svare, gik Døren op, og ind
traadte de tre Kammerater. Selvfølgelig var han fra
samme øjeblik stum som en Fisk og ubevægelig som
en Statue. I en stiv Time gav han ikke noget synligt
eller hørligt Livstegn fra sig, men blev siddende i det
Haab, at de skulde gaa. Først da han hørte, at de
vilde blive og spille L’hombre med mig, rejste han sig,
trak i den dybeste Stilhed sin Overfrakke paa, tog sin
Hat, listede sig paa Taaspidserne hen til min
Lænestol, lagde sin Mund til mit Øre, tilhviskede mig det
resterende Svar og gik saa med et stumt Buk for
Selskabet.
Men Dimlings Mund var ikke konstrueret til
Hvisk-ning. Enhver af de Andre hørte lige saa tydelig som
jeg Ordene: »Vinden har vendt sig — vi faar Tø«.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
