Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Del - Gode Venner og Godtfolk - Min Gnom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
267
mig» ganske bange« — og jeg blev derved forstyrret i
mit Tilløb. Først efter fem Minuters Bestræbelser
lykkedes det mig atter at komme i Fart, det vil sige:
atter at stanse for at udtale det højtidelige Ord, men
just, idet jeg aabner Munden for at sige det, opdager
jeg, at hun slet ikke hører paa mig men ængstelig
stirrer over paa den modsatte Side af Gaden. Og se!
Derovre i den mørke Skygge — vor Side var nemlig
maanebelyst, og den Gang brændte der ingen Lygter
i Maaneskin — sneg Uhyrets dæmoniske Skikkelse sig
paa den mest mistænkelige Maade langsomt tilbage
langs med Murene.
»Der er han igen« — hviskede hun skælvende —
»lad os endelig komme bort« — og i Stedet for at
gøre Kærlighedserklæringer, maatte jeg nu anvende min
Veltalenhed til Forsikringer om, at der ingen Fare var
paa Færde; hun var imidlertid kommen fuldstændig ud
af Stemningen, og det var næppe nok, at min Lyrik
forslog til at kalde den tilbage, førend vi stod ved
Porten til hendes Onkels Gaard.
Her rækkede hun mig dog med et saa fortryllende
Smil sin Haand til Afsked, at jeg tænkte: Nu maa
det briste eller bære! — »Frøken« — stammede jeg, i
det jeg fastholdt den dejlige lille Haand, jeg vilde bede
om — men i det Samme rev hun den forfærdet fra
mig, greb fat i Ringetøjet og kimede, som om der var
hændt en Ulykke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
