Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Del - Enden paa Ærgrelserne - I. Hvordan Peberbøssen gik itu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
594
Generalforsamling. Det var kun fem Aar gammelt.
Endnu for fem Aar bestod den omtalte
Lhombre-kvartet af Buch, Wimmer, Sivertsen og mig —
nu er jeg det eneste Skaar, der er tilbage af
»Peberbøssen«. Alle de Andre har giftet sig paa deres gamle
Dage — og hvorledes har de giftet sig?
Nej, saa rejser jeg dog hellere til Syden, ser
Neapel og — lader mig plyndre!
Sivertsen var den første, der blev angrebet af
Sygdommen, men han gik ikke til nogen Doktor med
den: — han betroede sig til en klog Kone. Det var en
velstuderet gammel Provstinde, og hun kurerede ham
øjeblikkelig ved et Husraad, men Kuren var haard.
»Tag De den lille Emilie Krank! Det er en rar
fordringsløs Pige, og hun holder meget af Dem« —
sagde den kloge Gamle. Han fulgte Recepten, skyndte
sig, alt hvad han kunde, hen til den lille Frøken og
spurgte, om hun syntes, at han kom for silde til at
melde sig som Frier. Nej, han kom netop paa
Klokkeslaget, syntes hun. Rettere sagt: »han kom
tidsnok!« —
Frøken Emilie var virkelig en net lille Pige. Hun
ejede al den Skønhed, der bestaar i at være nitten
Aar, al den Munterhed, der følger med samme Alder,
og al den Elskværdighed, der er en Følge af at være
ung, køn og munter. Hun var opdraget i smaa Kaar
og opholdt sig indtil videre hos sin Broder, Kancelli-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
