Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Del - Enden paa Ærgrelserne - II. Ingen kan undgaa sin Skæbne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
620
bepansret med en Onkels Værdighed og en
Formynders Overlegenhed, har aldrig kunnet skænde paa
hende, naar hun har gjort mig imod, og aldrig nægte
hende Noget, naar hun har bedt derom. Ja jeg vilde
vist næppe nok have kunnet bevare den Rest af
Respekt, hun viser mig, hvis hun ikke altid af Hjertet
havde holdt af mig som en rigtig god gammel Ven,
til hvem hun i Et og Alt kunde betro sig. Men det
er netop dette intime Bekendtskab med alle hendes
farlige Egenskaber, der fuldstændig sikrer mig mod
Fortryllelsen.
Nej, hvis Faren truer, saa er det fra en anden
Kant. Af min Ven Wimmers sørgelige Eksempel
har jeg lært Husbestyrerindernes Farlighed at kende,
og Fru Elmelunds tør jeg aldeles ikke benægte.
Hun er endnu en ret smuk Dame, har ei; aldeles
passende Alder, et behageligt indsmigrende Væsen,
alle mulige huslige Dyder og Færdigheder, et godt
Hoved og en elskværdig opofrende Karakter, og —
hvad der er det aller farligste: hun synes at have et
godt Øje til mig. I det Mindste forkæler hun mig
saaledes, som ingen af hendes Forgængersker!
Regina, der har et næsten ufejlbart Skarpsyn,
havde blot set hende gaa gennem Stuen to Gange,
da hun udbrød:
»Véd Du, at Din Husfrue er forelsket i Dig?« —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
