Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Da Maaltidet er til Ende, fløjter Per og tumler
med Drengen saa længe og saa voldsomt, at den lille
tilsidst kommer til at græde.
„Du er Fa’n hukme en Pjæv-Skid!" siger han og
smider ham hen paa Sengen.
Men lidt efter gaar han alligevel hen til Drengen
igen og kæler for ham, og han griner, og hans sorte
Øjne straaler, hver Gang den lille rigtig levende spjætter
med Benene.
Saa gaar Døren op. Det er Niels Kusk,
Material-kusken, der kommer ind.
Som han plejer, er han akkurat, med de graasprængte
Haarlokker ført frem for ved Ørene og Halsklædet i
Knude, knyttet saa fikst, som ikke mange gør Niels
det efter.
Men han er dybt bedrøvet.
Rynkerne og de broncefaste Folder i hans Ansigt
viser, at han er kendt med Bekymringer og tunge Tanker,
om end hans oprindelige lyse Sind spores.
Det er Sorger og Modgang, der har gravet disse
Furer, som et barsk Vejrlig kan hærge en Natur, der
er mild i sit Anlæg.
Han sidder lidt, som det er trykkent for ham at
faa sit Ærinde frem. Saa siger han:
„Nu har a faa’t Knejten til at bekende. Det var godt
nok ham, der har ta’en din KIokkM"
Per ømmer sig ved, hvad han skal svare. „Hm-D-ja
–det er ’et vel."
„Det er strengt, naar Ens Børn ta’r saadan af
Sted, maa I tro!" sukker Niels og bøjer sit Hoved.
Per og Sofi* ser paa hans krummede Ryg. Hans
Vests falmede Bagstykke har en mørkere Lap, og de
ved, at han selv har syet den paa, for saa pænt kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
