Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hver Aften gjorde Muldvarpen Visit og snakkede da altid om,
at naar Sommeren fik Ende, saa skinnede Solen ikke nær saa
varmt, den brændte jo nu Jorden fast som en Sten; ja, naar
Sommeren var ude, saa skulde Brylluppet staa med
Tommelise; men hun var slet ikke fornøjet, for hun holdt ikke
noget af den kedelige Muldvarp. Hver Morgen, naar Solen
stod op, og hver Aften, naar den gik ned, listede hun sig ud
i Døren, og naar saa Vinden skilte Toppene af Kornet ad,
saa at hun kunde se den blaa Himmel, tænkte hun paa,
hvor lyst og smukt der var herude, og ønskede saa meget,
at hun igen maatte faa den kære Svale at se; men den kom
aldrig mere, den fløj vist langt borte i den smukke grønne
Skov.
Da det nu blev Efteraar, havde Tommelise hele sit
Udstyr færdigt.
»Om fire Uger skal du have Bryllup!« sagde Markmusen
til hende. Men Tommelise græd og sagde, hun vilde ikke
have den kedelige Muldvarp.
»Sniksnak!« sagde Markmusen, »gør dig ikke obsternasig,
for ellers skal jeg bide dig med min hvide Tand! Det er jo
en dejlig Mand, du faar! Hans sorte Fløjls Pels har
Dronningen selv ikke Mage til! Han har baade i Køkken og
Kælder. Tak du Gud for ham!«
Saa skulde de have Bryllup. Muldvarpen var allerede
kommen for at hente Tommelise, hun skulde bo med ham
dybt nede under Jorden, aldrig komme ud i den varme Sol,
for den kunde han ikke lide. Det stakkels Barn var saa
bedrøvet, hun skulde nu sige den smukke Sol Farvel, som hun
dog hos Markmusen havde faaet Lov at se paa i Døren.
»Far vel, du klare Sol!« sagde hun og rakte Armene højt
op i Vejret, gik ogsaa en lille Smule uden for Markmusens
Hus; thi nu var Kornet høstet, og her stod kun de tørre
Stubbe. »Far vel, far vel!« sagde hun og slog sine smaa
Arme om en lille rød Blomst, der stod. »Hils den kære
Svale fra mig, dersom du faar ham at se!«
»Kvivit, kvivit!« sagde det i det samme over hendes
Hoved; hun saa op, det var Svalen, der just kom forbi. Saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
