- Project Runeberg -  H. C. Andersens eventyr og historier. Jubilæumsudgave for danske børn / Første bind /
62

(1905) Author: H. C. Andersen With: Vilhelm Pedersen, Lorenz Frølich, Sophus Bauditz
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Nu begyndte Komedien, og det var en pæn Komedie med
en Konge og en Dronning, de sad paa en Fløjels Trone, havde
Guldkroner paa Hovedet og lange Slæb paa Kjolerne, for det
havde de Raad til. De nydeligste Trædukker med Glasøjne
og store Knebelsbarter stod ved alle Døre og lukkede op og
i, for at der kunde komme frisk Luft i Stuen. Det var just
en dejlig Komedie, og den var slet ikke sørgelig, men lige idet
Dronningen rejste sig op og gik hen ad Gulvet, saa — ja Gud
maa vide, hvad den store Bulbider tænkte; men da den tykke
Slagter ikke holdt paa ham, gjorde han et Spring lige ind paa
Teatret, tog Dronningen midt i hendes tynde Liv, saa det
sagde »knik, knak!« Det var ganske forskrækkeligt!

Den stakkels Mand, som gjorde den hele Komedie, blev
saa forskrækket og saa bedrøvet for sin Dronning, for det var
den allernydeligste Dukke, han havde, og nu havde den ækle
Bulbider bidt Hovedet af hende; men da Folk siden gik bort,
sagde den fremmede, han, som var kommen med Johannes,
at han nok skulde gøre hende i Stand, og saa tog han sin
Krukke frem og smurte Dukken med den Salve, han hjalp den
stakkels gamle Kone med, da hun havde brækket sit Ben. Lige
saa snart Dukken var smurt, blev den straks hel igen, ja, den
kunde endogsaa selv røre alle sine Lemmer, man behøvede
slet ikke at trække i Snoren; Dukken var som et levende
Menneske, paa det nær at den ikke kunde tale. Manden, som
havde det lille Dukketeater, blev saa fornøjet, nu behøvede
han slet ikke at holde paa den Dukke, den kunde jo danse
af sig selv. Det var der ingen af de andre, der kunde.

Da det siden blev Nat, og alle Folk i Værtshuset vare
gaaede i Seng, var der een, der sukkede saa forskrækkelig
dybt og blev saa længe ved, saa de alle sammen stod op for
at se, hvem det kunde være. Manden, der havde gjort Komedie,
gik hen til sit lille Teater, for det var derinde, at nogen
sukkede. Alle Trædukkerne laa imellem hverandre, Kongen
og alle Drabanterne, og det var dem, som sukkede saa ynkeligt
og stirrede med deres store Glasøjne, for de vilde saa gerne
blive smurt lidt ligesom Dronningen, at de ogsaa kunde komme
til at røre sig af sig selv. Dronningen lagde sig lige ned paa

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 14:39:17 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/jubeventyr/1/0066.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free