Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
svingede sig i den blaa Luft, og alting skinnede tilbage fra
den klare, stille Sø. Paa Skibet selv var saa lyst, at man
kunde se hvert lille Tov, sagtens Menneskene. Oh, hvor dog
den unge Prins var smuk, og han trykkede Folkene i
Haanden, lo og smilte, mens Musikken klang i den dejlige Nat.
Det blev silde, men den lille Havfrue kunde ikke vende
sine Øjne bort fra Skibet og fra den dejlige Prins. De
brogede Lygter bleve slukkede, Raketterne steg ikke mere i
Vejret, der lød heller ingen flere Kanonskud, men dybt nede i
Havet summede og brummede det; hun sad imedens paa
Vandet og gyngede op og ned, saa at hun kunde se ind i
Kahytten; men Skibet tog stærkere Fart, det ene Sejl bredte
sig ud efter det andet, nu gik Bølgerne stærkere, store Skyer
trak op, det lynede langt borte. Oh, det vilde blive et
skrækkeligt Vejr! derfor tog Matroserne Sejlene ind. Det store
Skib gyngede i flyvende Fart paa den vilde Sø, Vandet rejste
sig ligesom store sorte Bjerge, der vilde vælte over Masten,
men Skibet dykkede som en Svane ned imellem de høje
Bølger og lod sig igen løfte op paa de taarnende Vande.
Det syntes den lille Havfrue just var en morsom Fart, men
det syntes Søfolkene ikke, Skibet knagede og bragede, de
tykke Planker bugnede ved de stærke Stød, Søen gjorde ind
mod Skibet, Masten knak midt over, ligesom den var et Rør,
og Skibet slingrede paa Siden, medens Vandet trængte ind
i Rummet. Nu saa den lille Havfrue, at de vare i Fare,
hun maatte selv tage sig i Agt for Bjælker og Stumper af
Skibet, der drev paa Vandet. Eet Øjeblik var det saa
kullende mørkt, at hun ikke kunde øjne det mindste, men naar
det saa lynede, blev det igen saa klart, at hun kendte dem
alle paa Skibet; enhver tumlede sig det bedste, han kunde;
den unge Prins søgte hun især efter, og hun saa ham, da
Skibet skilles ad, synke ned i den dybe Sø. Lige straks
blev hun ganske fornøjet, for nu kom han ned til hende,
men saa huskede hun, at Menneskene ikke kunde leve i
Vandet, og at han ikke, uden som død, kunde komme ned
til hendes Faders Slot. Nej dø, det maatte han ikke; derfor
svømmede hun hen mellem Bjælker og Planker, der drev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
