Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Solen skinnede paa Vandet og paa de dejlige Planter, der
vokste i det store Bassin.
Nu vidste hun, hvor han boede, og der kom hun mangen
Aften og Nat paa Vandet; hun svømmede meget nærmere
Land, end nogen af de andre havde vovet, ja, hun gik helt
op i den smalle Kanal, under den prægtige Marmoraltan,
der kastede en lang Skygge hen over Vandet. Her sad hun
og saa paa den unge Prins, der troede, han var ganske ene
i det klare Maaneskin.
Hun saa ham mangen Aften sejle med Musik i sin prægtige
Baad, hvor Flagene vajede; hun tittede frem mellem de
grønne Siv, og tog Vinden i hendes lange, sølvhvide Slør,
og nogen saa det, tænkte de, det var en Svane, som løftede
Vingerne.
Hun hørte mangen Nat, naar Fiskerne laa med Blus paa
Søen, at de fortalte saa meget godt om den unge Prins, og
det glædede hende, at hun havde frelst hans Liv, da han
halv død drev om paa Bølgerne, og hun tænkte paa, hvor
fast hans Hoved havde hvilet paa hendes Bryst, og hvor
inderligt hun da kyssede ham; han vidste slet intet derom,
kunde ikke engang drømme om hende.
Mer og mer kom hun til at holde af Menneskene, mer
og mer ønskede hun at kunne stige op imellem dem; deres
Verden syntes hun var langt større end hendes; de kunde
jo paa Skibe flyve hen over Havet, stige paa de høje Bjerge
højt over Skyerne, og Landene, de ejede, strakte sig, med
Skove og Marker, længer, end hun kunde øjne. Der var saa
meget, hun gad vide, men Søstrene vidste ikke at give Svar
paa alt, derfor spurgte hun den gamle Bedstemoder, og hun
kendte godt til den højere Verden, som hun meget rigtigt
kaldte Landene oven for Havet.
»Naar Menneskene ikke drukne,« spurgte den lille
Havfrue, »kunne de da altid leve, dø de ikke, som vi her nede
paa Havet?«
»Jo!« sagde den gamle, »de maa ogsaa dø, og deres
Levetid er endogsaa kortere end vor. Vi kunne blive tre
Hundrede Aar, men naar vi saa høre op at være til her,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
