Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
blive vi kun Skum paa Vandet, have ikke engang en Grav
her nede mellem vore kære. Vi have ingen udødelig Sjæl,
vi faa aldrig Liv mere, vi ere ligesom det grønne Siv, er
det een Gang skaaret over, kan det ikke grønnes igen!
Menneskene derimod have en Sjæl, som lever altid, lever, efterat
Legemet er blevet Jord; den stiger op igennem den klare
Luft, op til alle de skinnende Stjerner! Ligesom vi dykke op
af Havet og se Menneskenes Lande, saaledes dykke de op til
ubekendte dejlige Steder, dem vi aldrig faa at se.«
»Hvorfor fik vi ingen udødelig Sjæl?« sagde den lille
Havfrue bedrøvet, »jeg vilde give alle mine hundrede Aar,
jeg har at leve i, for blot een Dag at være et Menneske og
siden faa Del i den himmelske Verden!«
»Det maa du ikke gaa og tænke paa!« sagde den gamle,
»vi have det meget lykkeligere og bedre end Menneskene
deroppe!«
»Jeg skal altsaa dø og flyde som Skum paa Søen, ikke
høre Bølgernes Musik, se de dejlige Blomster og den røde
Sol! Kan jeg da slet intet gøre for at vinde en evig Sjæl?« -
»Nej!« sagde den gamle, »kun naar et Menneske fik dig
saa kær, at du var ham mer end Fader og Moder, naar han
med hele sin Tanke og Kærlighed hang ved dig og lod
Præsten lægge sin højre Haand i din med Løfte om Troskab
her og i al Evighed, da flød hans Sjæl over i dit Legeme,
og du fik ogsaa Del i Menneskenes Lykke. Han gav dig
Sjæl og beholdt dog sin egen. Men det kan aldrig ske! Hvad
der just er dejligt her i Havet, din Fiskehale, finde de
hæsligt deroppe paa Jorden, de forstaa sig nu ikke bedre paa
det, man maa der have to klodsede Støtter, som de kalde
Ben, for at være smuk!«
Da sukkede den lille Havfrue og saa bedrøvet paa sin
Fiskehale.
»Lad os være fornøjede,« sagde den gamle, »hoppe og
springe ville vi i de tre Hundrede Aar, vi have at leve i, det
er saamænd en god Tid nok, siden kan man des fornøjeligere
hvile sig ud i sin Grav. I Aften skal vi have Hofbal!«
Det var ogsaa en Pragt, som man aldrig ser den paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
