- Project Runeberg -  H. C. Andersens eventyr og historier. Jubilæumsudgave for danske børn / Første bind /
94

(1905) Author: H. C. Andersen With: Vilhelm Pedersen, Lorenz Frølich, Sophus Bauditz
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

var borte, og at hun havde de nydeligste smaa, hvide Ben,
nogen lille Pige kunde have, men hun var ganske nøgen,
derfor svøbte hun sig ind i sit store, lange Haar. Prinsen
spurgte, hvem hun var, og hvorledes hun var kommen her,
og hun saa mildt og dog bedrøvet paa ham med sine
mørkeblaa Øjne, tale kunde hun jo ikke. Da tog han hende
ved Haanden og førte hende ind i Slottet. Hvert Skridt, hun
gjorde, var, som Heksen havde sagt hende forud, som om
hun traadte paa spidse Syle og skarpe Knive, men det taalte
hun gerne; ved Prinsens Haand steg hun saa let som en
Boble, og han og alle undrede sig over hendes yndige,
svævende Gang.

Kostelige Klæder af Silke og Musselin fik hun paa, i Slottet
var hun den skønneste af alle, men hun var stum, kunde
hverken synge eller tale. Dejlige Slavinder, klædte i Silke og
Guld, kom frem og sang for Prinsen og hans kongelige
Forældre; een sang smukkere end alle de andre, og Prinsen
klappede i Hænderne og smilte til hende, da blev den lille
Havfrue bedrøvet, hun vidste, at hun selv havde sunget langt
smukkere; hun tænkte: »Oh, han skulde bare vide, at jeg,
for at være hos ham, har givet min Stemme bort i al
Evighed!«

Nu dansede Slavinderne i yndige, svævende Danse til den
herligste Musik, da hævede den lille Havfrue sine smukke
hvide Arme, rejste sig paa Taaspidsen og svævede hen over
Gulvet, dansede, som endnu ingen havde danset; ved hver
Bevægelse blev hendes Dejlighed endnu mere synlig, og
hendes Øjne talte dybere til Hjertet end Slavindernes Sang.

Alle vare henrykte derover, især Prinsen, som kaldte
hende sit lille Hittebarn, og hun dansede mer og mer, skønt
hver Gang hendes Fod rørte Jorden, var det, som om hun
traadte paa skarpe Knive. Prinsen sagde, at hun skulde altid
være hos ham, og hun fik Lov at sove uden for hans Dør
paa en Fløjls Pude.

Han lod hende sy en Mandsdragt, for at hun til Hest
kunde følge ham. De red igennem de duftende Skove, hvor
de grønne Grene slog hende paa Skuldrene, og de smaa Fugle

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 14:39:17 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/jubeventyr/1/0098.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free