Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skibet var rejst et kongeligt Telt af Guld og Purpur og med
de dejligste Hynder, der skulde Brudeparret sove i den stille,
kølige Nat.
Sejlene svulmede i Vinden, og Skibet gled let og uden
stor Bevægelse hen over den klare Sø.
Da det mørknedes, tændtes brogede Lamper, og Søfolkene
dansede lystige Danse paa Dækket. Den lille Havfrue maatte
tænke paa den første Gang, hun dykkede op af Havet og
saa den samme Pragt og Glæde, og hun hvirvlede sig med
i Dansen, svævende, som Svalen svæver, naar den forfølges,
og alle tiljublede hende Beundring, aldrig havde hun danset
saa herligt; det skar som skarpe Knive i de fine Fødder,
men hun følte det ikke; det skar hende smerteligere i
Hjertet. Hun vidste, det var den sidste Aften, hun saa ham, for
hvem hun havde forladt sin Slægt og sit Hjem, givet sin
dejlige Stemme og daglig lidt uendelige Kvaler, uden at han
havde Tanke derom. Det var den sidste Nat, hun aandede
den samme Luft som han, saa det dybe Hav og den
stjerneblaa Himmel; en evig Nat uden Tanke og Drøm ventede
hende, som ej havde Sjæl, ej kunde vinde den. Og alt var
Glæde og Lystighed paa Skibet til langt over Midnat, hun lo
og dansede med Dødstanken i sit Hjerte. Prinsen kyssede sin
dejlige Brud, og hun legede med hans sorte Haar, og Arm i
Arm gik de til Hvile i det prægtige Telt.
Der blev tyst og stille paa Skibet, kun Styrmanden stod
ved Roret, den lille Havfrue lagde sine hvide Arme paa
Rælingen og saa mod Østen efter Morgenrøden, den første
Solstraale, vidste hun, vilde dræbe hende. Da saa hun sine
Søstre stige op af Havet, de vare blege som hun; deres lange
smukke Haar flagrede ikke længer i Blæsten, det var
afskaaret.
»Vi have givet det til Heksen, for at hun skulde bringe
Hjælp, at du ikke i denne Nat skal dø! Hun har givet os
en Kniv, her er den! ser du hvor skarp? Før Sol staar op,
maa du stikke den i Prinsens Hjerte, og naar da hans varme
Blod stænker paa dine Fødder, da vokse de sammen til en
Fiskehale, og du bliver en Havfrue igen, kan stige ned i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
