- Project Runeberg -  H. C. Andersens eventyr og historier. Jubilæumsudgave for danske børn / Første bind /
120

(1905) Author: H. C. Andersen With: Vilhelm Pedersen, Lorenz Frølich, Sophus Bauditz
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Sjælen færre Minutter for at gøre samme Flugt. Rummet
mellem Kloderne er for den ej større, end det i een og samme
By er for os mellem vore Venners Huse, selv om disse ligge
temmelig nær ved hverandre, imidlertid koster dette elektriske
Hjertestød os Legemets Brug hernede, dersom vi ikke, ligesom
Vægteren her, have Lykkens Galocher paa.

I nogle Sekunder var Vægteren faret de to og halvtredsindstyve
Tusinde Mile til Maanen, der, som man veed, er skabt
af et Stof, langt lettere end vor Jord og er, hvad vi ville kalde
blød som nysfalden Sne. Han befandt sig paa et af de utallige
mange Ringbjerge, som vi kende af Dr. Mädlers store Kort
over Maanen; for det kender du da? Indvendig gik Ringbjerget
lige stejlt ned i en Kedel, en hel dansk Mil; der nede
laa en By, der havde et Udseende som Æggehvide i et Glas
Vand, lige saa blød og lige saadan med Taarne og Kupler og
sejlformede Altaner, gennemsigtige og svajende i den tynde
Luft; vor Jord svævede som en stor, ildrød Kugle over hans
Hoved.

Der var saa mange Skabninger, og alle vistnok hvad vi
vilde kalde Mennesker, men de saa ganske anderledes ud end
vi; de havde ogsaa et Sprog, men ingen kan jo forlange, at
Vægterens Sjæl skulde forstaa det, alligevel kunde den det.

Vægterens Sjæl forstod meget godt Maanebeboernes Sprog.
De disputerede om vor Jord og betvivlede, at den kunde være
beboet, Luften maatte der være for tyk til, at nogen fornuftig
Maaneskabning kunde leve i den. De ansaa alene Maanen for
at have levende Væsener, den var den egentlige Klode, hvor
de gamle Klodefolk boede.

Men vi søge ned igen til Østergade og se der, hvorledes
Vægterens Legeme har det.

Livløst sad det paa Trappen, Morgenstjernen var falden
det ud af Haanden, og Øjnene saa op imod Maanen efter den
ærlige Sjæl, som gik om deroppe.

»Hvad er Klokken? Vægter!« spurgte en forbigaaende.
Men hvo der ikke svarte, var Vægteren, saa knipsede han
ham ganske sagte paa Næsen, og der gik Balancen; Kroppen
laa, saa lang den var, Mennesket var jo dødt. Der kom en

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 14:39:17 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/jubeventyr/1/0124.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free