Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
du Mod at følge med? Min Arm er stærk nok til at bære
dig gennem Skoven, skulde vi da ikke alle have stærke
Vinger nok til at flyve med dig over Havet.«
»Ja, tag mig med!« sagde Elisa.
Den hele Nat tilbragte de med at flette et Net af den
smidige Pilebark og de sejge Siv, og det blev stort og stærkt;
paa dette lagde Elisa sig, og da Solen saa kom frem og
Brødrene forvandledes til vilde Svaner, greb de i Nettet med
deres Næb og fløj højt mod Skyerne med den kære Søster,
der sov endnu. Solstraalerne faldt lige paa hendes Ansigt,
derfor fløj en af Svanerne over hendes Hoved, at dens brede
Vinger kunde give Skygge. —
De vare langt fra Land, da Elisa vaagnede; hun troede
endnu at drømme, saa underligt forekom det hende at bæres
over Havet, højt gennem Luften. Ved hendes Side laa en
Gren med dejlige modne Bær og et Bundt velsmagende
Rødder; dem havde den yngste af Brødrene samlet og lagt til
hende, og hun tilsmilede ham taknemmelig, thi hun kendte,
det var ham, som fløj lige over hendes Hoved og skyggede
med Vingerne.
De vare saa højt oppe, at det første Skib, de saa under
sig, syntes en hvid Maage, der laa paa Vandet. En stor
Sky stod bag ved dem, det var et helt Bjerg, og paa den
saa Elisa Skyggen af sig selv og af de elleve Svaner, saa
kæmpestore fløj de der; det var et Skilderi, prægtigere end
hun havde set noget før; men alt som Solen steg højere, og
Skyen blev længere bag ved dem, forsvandt det svævende
Skyggebillede.
Den hele Dag fløj de af Sted som en susende Pil gennem
Luften, men dog var det langsommere end ellers, nu havde
de Søsteren at bære. Der trak et ondt Vejr op, Aftenen
nærmede sig; angest saa Elisa Solen synke, og endnu var ej den
ensomme Klippe i Havet at øjne; det forekom hende, at
Svanerne gjorde stærkere Slag med Vingerne. Ak! hun var
Skyld i, at de ej kom hurtigt nok af Sted; naar Solen var
nede, vilde de blive til Mennesker, styrte i Havet og drukne.
Da bad hun i sit Hjertes Inderste en Bøn til Vor Herre, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
