Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dig, maa jeg tilraabe dig: følg med! jeg maa vinke med
Haanden ad dig, men bliv tilbage. Gaa ikke med, thi da vil
ved hvert Skridt din Længsel blive større: du kommer i Salen,
hvor Kundskabens Træ gror; jeg sover under dets duftende,
hængende Grene, du vil bøje dig over mig, og jeg maa smile,
men trykker du et Kys paa min Mund, da synker Paradiset
dybt i Jorden, og det er tabt for dig. Ørkenens skarpe Vind
vil omsuse dig, den kolde Regn dryppe fra dit Haar. Sorg
og Trængsel bliver din Arvelod.«
»Jeg bliver her!« sagde Prinsen, og Østenvinden kyssede
ham paa Panden og sagde. »Vær stærk, saa samles vi her
igen om hundrede Aar! Far vel! far vel!« og Østenvinden
bredte sine store Vinger ud; de lyste som Kornmod i Høsten
eller Nordlyset i den kolde Vinter. »Far vel! far vel!« klang
det fra Blomster og Træer. Storke og Pelikaner fløj i Række
som flagrende Baand og fulgte med til Grænsen af Haven.
»Nu begynde vore Danse!« sagde Feen, »ved Slutningen,
hvor jeg danser med dig, vil du se, idet Solen synker, at jeg
vinker ad dig, du vil høre mig tilraabe dig: følg med, men
gør det ikke! i hundrede Aar maa jeg hver Aften gentage det;
for hver Gang den Tid er omme, vinder du mere Kraft, til
sidst tænker du aldrig derpaa. I Aften er det første Gang;
nu har jeg advaret dig!«
Og Feen førte ham ind i en stor Sal af hvide,
gennemsigtige Lillier, de gule Støvtraade i hver var en lille
Guldharpe, som klang med Strengelyd og Fløjtetoner. De skønneste
Piger, svævende og slanke, klædte i bølgende Flor, saa man
saa de dejlige Lemmer, svævede i Danse og sang om, hvor
herligt det var at leve, at de aldrig vilde dø, og at Paradisets
Have skulde evig blomstre.
Og Solen gik ned, den hele Himmel blev eet Guld, der
gav Lillierne Skær som den dejligste Rose, og Prinsen drak
af den skummende Vin, Pigerne rakte ham, og han følte en
Lyksalighed som aldrig før; han saa, hvor Salens Baggrund
aabnede sig, og Kundskabens Træ stod i en Glans, der
blendede hans Øje; Sangen derfra var blød og dejlig som hans
Moders Stemme, og det var, som hun sang: »Mit Barn! mit
elskede Barn!«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
