Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Da vinkede Feen og raabte saa kærligt: »Følg mig! følg
mig!« og han styrtede hen imod hende, glemte sit Løfte, glemte
det alt den første Aften, og hun vinkede og smilede. Duften,
den krydrede Duft rundt om, blev mere stærk, Harperne tonede
langt dejligere, og det var, som de Millioner smilende Hoveder
i Salen, hvor Træet groede, nikkede og sang: »Alt bør man
kende! Mennesket er Jordens Herre.« Og det var ikke længer
blodige Taarer, der faldt fra Bladene paa Kundskabens Træ,
det var røde funklende Stjerner syntes ham. »Følg mig, følg
mig!« lød de bævende Toner, og ved hvert Skridt brændte
Prinsens Kinder hedere, hans Blod bevægede sig stærkere;
»jeg maa!« sagde han, »det er jo ingen Synd, kan ikke være
det! hvorfor ikke følge Skønhed og Glæde! se hende sove vil
jeg! der er jo intet tabt, naar jeg kun lader være at kysse
hende, og det gør jeg ikke, jeg er stærk, jeg har en fast Villie!«
Og Feen kastede sin straalende Dragt, bøjede Grenene
tilbage, og et Øjeblik efter var hun skjult derinde.
»Jeg har endnu ikke syndet!« sagde Prinsen, »og vil det
ikke heller;« og saa drog han Grenene til Side; der sov hun
allerede, dejlig, som kun Feen i Paradisets Have kan være
det; hun smilede i Drømme, han bøjede sig ned over hende
og saa Taarerne bæve mellem hendes Øjenhaar.
»Græder du over mig?« hviskede han, »græd ikke, du
dejlige Kvinde! Nu begriber jeg først Paradisets Lykke, den
strømmer gennem mit Blod, gennem min Tanke, Kerubens
Kraft og evige Liv føler jeg i mit jordiske Legeme, lad det
blive evig Nat for mig, et Minut som dette er Rigdom nok!«
og han kyssede Taaren af hendes Øje, hans Mund rørte ved
hendes. — —
— Da lød der et Tordenskrald, saa dybt og skrækkeligt,
som ingen havde hørt det før, og alt styrtede sammen: den
dejlige Fe, det blomstrende Paradis sank, det sank saa dybt,
saa dybt, Prinsen saa det synke i den sorte Nat; som en lille
skinnende Stjerne straalede det langt borte. Dødskulde gik
gennem hans Lemmer, han lukkede sit Øje og laa længe
som død.
Den kolde Regn faldt paa hans Ansigt, den skarpe Vind
blæste om hans Hoved, da vendte hans Tanker tilbage. »Hvad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
