Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Jeg er vei saa rig som Akset,« sagde den, »jeg er
desuden meget smukkere; mine Blomster ere skønne som
Æbletræets Blomster, det er en Lyst at se paa mig og mine;
kender du nogen prægtigere end os, du gamle Piletræ!«
Og Piletræet nikkede med Hovedet, ligesom det vilde
sige: »Jo, det gør jeg rigtignok!« men Boghveden struttede
af bare Hovmod og sagde: »Det dumme Træ, det er saa
gammelt, at der vokser Græs i Maven paa det!«
Nu trak der et skrækkeligt ondt Vejr op; alle Markens
Blomster foldede deres Blade eller bøjede deres fine Hoveder,
medens Stormen foer hen over dem; men Boghveden knejsede
i sin Stolthed.
»Bøj dit Hoved som vi!« sagde Blomsterne.
»Det behøver jeg slet ikke!« sagde Boghveden.
»Bøj dit Hoved som vi!« raabte Kornet; »nu kommer
Stormens Engel flyvende! han har Vinger, der naa oppe fra
Skyerne og lige ned til Jorden, og han hugger dig midt over,
før du kan bede ham være dig naadig.«
»Ja, men jeg vil ikke bøje mig!« sagde Boghveden.
»Luk dine Blomster og bøj dine Blade!« sagde det gamle
Piletræ, »se ikke op mod Lynet, naar Skyen brister, selv
Menneskene tør det ikke, thi i Lynet kan man se ind i Guds
Himmel, men det Syn kan selv gøre Menneskene blinde,
hvad vilde der da ikke ske med os Jordens Vækster, vovede
vi det, vi, som ere langt ringere!«
»Langt ringere?« sagde Boghveden. »Nu vil jeg just se
ind i Guds Himmel!« og den gjorde det i Overmod og
Stolthed. Det var, som hele Verden stod i Ildslue, saaledes
lynede det.
Da det onde Vejr siden var forbi, stod Blomster og Korn,
i den stille, rene Luft, saa forfriskede af Regnen, men
Boghveden var brændt kulsort i Lynet, den var nu en død,
unyttig Urt paa Marken.
Og det gamle Piletræ bevægede sine Grene i Vinden, og
der faldt store Vanddraaber fra de grønne Blade, ligesom
om Træet græd, og Spurvene spurgte: »Hvorfor græder du?
Her er jo saa velsignet! se, hvor Solen skinner, se, hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
