Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mennesker og Dyr maa tjene hende, hvorledes hun paa bare Ben
er kommen saa vel frem i Verden. Hun maa ikke af os vide
sin Magt, den sidder i hendes Hjerte, den sidder i, hun er et
sødt, uskyldigt Barn. Kan hun ikke selv komme ind til
Snedronningen og faa Glasset ud af den lille Kay, saa kunne vi
ikke hjælpe! To Mil herfra begynder Snedronningens Have,
derhen kan du bære den lille Pige; sæt hende af ved den
store Busk, der staar med røde Bær i Sneen, hold ikke lang
Faddersladder og skynd dig her tilbage!« Og saa løftede
Finnekonen den lille Gerda op paa Rensdyret, der løb alt,
hvad det kunde.
»Oh, jeg fik ikke mine Støvler! jeg fik ikke mine
Bælvanter!« raabte den lille Gerda; det mærkede hun i den
sviende Kulde; men Rensdyret turde ikke standse, det løb, til
det kom til den store Busk med de røde Bær; der satte det
Gerda af, kyssede hende paa Munden, og der løb store,
blanke Taarer ned over Dyrets Kinder, og saa løb det, alt
hvad det kunde, igen tilbage. Der stod den stakkels Gerda,
uden Sko, uden Handsker, midt i det frygtelige iskolde
Finmarken.
Hun løb fremad, saa stærkt hun kunde; da kom der et
helt Regiment Snefnug; men de faldt ikke ned fra Himlen,
den var ganske klar og skinnede af Nordlys; Snefnuggene løb
lige hen ad Jorden, og jo nærmere de kom, des større bleve
de; Gerda huskede nok, hvor store og kunstige de havde set
ud, den Gang hun saa Snefnuggene gennem Brændglasset,
men her vare de rigtignok anderledes store og frygtelige, de
vare levende, de vare Snedronningens Forposter; de havde de
underligste Skikkelser; nogle saa ud som fæle, store Pindsvin,
andre som hele Knuder af Slanger, der ståk Hovederne frem,
og andre som smaa, tykke Bjørne, paa hvem Haarene struttede,
alle skinnende hvide, alle vare de levende Snefnug.
Da bad den lille Gerda sit Fadervor, og Kulden var
saa stærk, at hun kunde se sin egen Aande; som en hel Røg
stod den hende ud af Munden; Aanden blev tættere og tættere,
og den formede sig til smaa, klare Engle, der vokste mer og
mere, naar de rørte ved Jorden; og alle havde de Hjælm paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
