Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kunde blæse op, og Isbjørnene gaa paa Bagbenene og have
fine Manerer; aldrig et lille Spilleselskab med Munddask og
slaa paa Labben; aldrig en lille Smule Kaffekommers af de
hvide Rævefrøkener; tomt, stort og koldt var det i
Snedronningens Sale. Nordlysene blussede saa nøjagtig, at man
kunde tælle til, naar de vare paa det højeste, og naar de vare
paa det laveste. Midt derinde i den tomme, uendelige Snesal
var der en frossen Sø; den var revnet i tusinde Stykker, men
hvert Stykke var saa akkurat ligt det andet, at det var et helt
Kunststykke; og midt paa den sad Snedronningen, naar hun
var hjemme, og saa sagde hun, at hun sad i Forstandens
Spejl, og at det var det eneste og bedste i denne Verden.
Lille Kay var ganske blaa af Kulde, ja næsten sort, men
han mærkede det dog ikke, for hun havde jo kysset Kuldegyset
af ham, og hans Hjerte var saa godt som en Isklump. Han
gik og slæbte paa nogle skarpe, flade Isstykker, som han lagde
paa alle mulige Maader, for han vilde have noget ud deraf,
det var, ligesom naar vi andre have smaa Træplader og lægge
disse i Figurer, der kaldes det kinesiske Spil. Kay gik ogsaa
og lagde Figurer, de allerkunstigste, det var
Forstands-Is-spillet; for hans Øjne vare Figurerne ganske udmærkede og
af den allerhøjeste Vigtighed; det gjorde det Glaskorn, der sad
ham i Øjet! han lagde hele Figurer, der vare et skrevet Ord,
men aldrig kunde han finde paa at lægge det Ord, som han
just vilde, det Ord: Evigheden, og Snedronningen havde
sagt: »Kan du udfinde mig den Figur, saa skal du være din
egen Herre, og jeg forærer dig hele Verden og et Par ny
Skøjter.« Men han kunde ikke.
»Nu suser jeg bort til de varme Lande!« sagde
Snedronningen, »jeg vil hen og kigge ned i de sorte Gryder!«
— Det var de ildsprudende Bjerge, Ætna og Vesuv, som
man kalder dem. — »Jeg skal hvidte dem lidt! det hører til;
det gør godt oven paa Citroner og Vindruer!« og saa fløj
Snedronningen, og Kay sad ganske ene i den mange Mil
store, tomme Issal og saa paa Isstykkerne og tænkte og
tænkte, saa det knagede i ham; ganske stiv og stille sad han,
man skulde tro, han var frossen ihjel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
