Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
troede den ene om den anden, at de vare rigtig kostbare, og
saa talte de om, hvor hovmodig Verden var.
»Ja, jeg har boet i en Æske hos en Jomfru,« sagde
Stoppenaalen, »og den Jomfru var Kokkepige; hun havde
paa hver Haand fem Fingre, men noget saa indbildsk, som
de fem Fingre, har jeg ikke kendt, og saa vare de kun til
for at holde mig, tage mig af Æske og lægge mig i Æske.«
»Var der Glans ved dem?« spurgte Flaskeskaaret.
»Glans!« sagde Stoppenaalen, »nej, der var Hovmod! De
vare fem Brødre, alle fødte »Fingre«, de holdt sig ranke op
til hverandre, skønt af forskellig Længde; den yderste af
dem, Tommeltot, var kort og tyk, han gik uden for
Geledet, og saa havde han kun eet Knæk i Ryggen, han kunde
kun bukke een Gang, men han sagde, at blev han hugget af
et Menneske, saa var hele det Menneske spoleret for
Krigstjeneste. Slikpot kom i sødt og surt, pegede paa Sol og
Maane, og det var ham, der klemte, naar de skrev;
Langemand saa de andre over Hovedet; Guldbrand gik med
Guldring om Maven, og lille Per Spillemand bestilte ikke
noget, og deraf var han stolt. Pral var det, og Pral blev det,
og saa gik jeg i Vadsken!«
»Og nu sidde vi og glinse!« sagde Glasskaaret. I det
samme kom der mere Vand i Rendestenen, den strømmede
over alle Bredder og rev Glasskaaret med sig.
»Se, nu blev det forfremmet!« sagde Stoppenaalen, »jeg
bliver siddende, jeg er for fin, men det er min Stolthed, og
den er agtværdig!« og saa sad den rank og havde mange
Tanker.
»Jeg skulde næsten tro, at jeg er født af en Solslraale,
saa fin er jeg; synes jeg ikke ogsaa, at Solen altid søger
mig under Vandet. Ak, jeg er saa lin, al min Moder ikke
kan linde mig; havde jeg mit gamle Øje, som knak, saa tror
jeg, at jeg kunde græde! — skjønt jeg gjorde det ikke —
græde det er ikke fint.«
En Dag laa der nogle Gadedrenge og ragede i
Rendestenen, hvor de fandt gamle Søm, Skillinger og saadant noget.
Det var Griseri, men del var nu deres Fornøjelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
