- Project Runeberg -  H. C. Andersens eventyr og historier. Jubilæumsudgave for danske børn / Første bind /
355

(1905) Author: H. C. Andersen With: Vilhelm Pedersen, Lorenz Frølich, Sophus Bauditz
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

har deres eget Hus og hver Dag faa Ærter og Korn strøet
i Gaarden, — jeg har spist med dem, og det skal I ogsaa
komme til! sig mig hvem du omgaas, saa skal jeg sige dig,
hvem du er! — deroppe paa Herregaarden har de to Fugle
med grønne Halse og en Top paa Hovedet; Halen kan brede
sig ud, som var den et stort Hjul, og den har alle Kulører,
saa at det gør ondt i Øjnene; Paafugle kaldes de, og de
eidet skønne; de skulde pilles lidt, da saa de ikke anderledes
ud end vi andre. Jeg havde hugget dem, dersom de ikke
havde været saa store!«

»Jeg vil hugge dem!« sagde den mindste Spurveunge, og
han havde endnu ikke Fjer.

Inde i Bondehuset boede to unge Folk; de holdt saa
meget af hinanden, de vare saa flittige og raske, der var saa
nydeligt hos dem. Søndag Morgen gik den unge Kone ud,
tog en hel Haandfuld af de smukkeste Roser, satte dem i
Vandglasset og stillede det midt paa Dragkisten.

»Nu kan jeg se, det er Søndag!« sagde Manden, kyssede
sin søde, lille Kone, og de satte sig ned, læste en Psalme,
holdt hinanden i Hænderne, og Solen skinnede ind ad
Vinduerne paa de friske Roser og paa de unge Folk.

»Det er jeg ked af at se paa!« sagde Graaspurvemoderen,
som fra Reden kiggede lige ind i Stuen; og saa fløj hun.

Det samme gjorde hun næste Søndag, thi hver Søndag
kom der friske Roser i Glasset, og altid blomstrede
Rosenhækken lige smukt; Spurveungerne, der nu havde faaet Fjer,
vilde gerne flyve med, men Moderen sagde: »I blive!« og
saa bleve de. — Hun fløj, men hvordan hun nu fløj eller
ikke, med eet hang hun fast i en Fuglesnare af Hestehaar,
som nogle Drenge havde bundet paa en Gren. Hestehaarene
trak sig fast om Benet, oh, saa fast, som 0111 det skulde
skæres over; det var en Pine, det var en Skræk; Drengene
sprang lige til og greb Fuglen, og de greb saa grueligt haardt.
»Det er ikke andet end en Spurv!« sagde de, men de lod
den dog ikke flyve igen, de gik hjem med den, og hver
Gang den skreg, slog de den paa Næbbet.

Inde i Bondegaarden stod der en gammel Karl, der

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 14:39:17 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/jubeventyr/1/0359.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free