- Project Runeberg -  H. C. Andersens eventyr og historier. Jubilæumsudgave for danske børn / Første bind /
357

(1905) Author: H. C. Andersen With: Vilhelm Pedersen, Lorenz Frølich, Sophus Bauditz
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Spurvemoderen bredte endnu engang Vingerne ud, knugede
dem saa fast til sig igen og var død hos Nabofamilien, de
friske, smukke Roser.

»Pip!« sagde Spurveungerne i Reden. »Hvor Mutter bliver
af, det kan jeg ikke begribe! Det skulde dog ikke være et
Fif af hende, at vi nu maa skøtte os selv. Huset har hun
ladet os beholde til Arvepart; men hvem af os skal have det
alene, naar vi faa Familie?«

»Ja, jeg kan ikke have jer andre her, naar jeg udvider
mig med Kone og Børn!« sagde den mindste.

»Jeg faar nok flere Koner og Børn end du!« sagde den
anden.

»Men jeg er ældst!« sagde en tredie. Alle sammen kom
de op at skændes, de slog med Vingerne, huggede med Næbbet,
og bums, saa blev den ene efter den anden puffet ud af
Reden. Der laa de, og vrede vare de; Hovedet hældede de
helt om paa den ene Side, og saa plirede det Øje, som vendte
op; det var nu deres Maade at mule paa.

Lidt kunde de flyve, og saa øvede de sig noget mere, og
til sidst bleve de enige om, at for at kunne kende hverandre
igen, naar de mødtes i Verden, vilde de sige: Pip! og skrabe
tre Gange med det venstre Ben.

Den Unge, som blev tilbage i Reden, gjorde sig saa bred,
den kunde, den var jo nu Husejer, men længe varede det
ikke. — Om Natten skinnede den røde Ild gennem Ruderne,
Flammerne slog frem under Taget, det tørre Straa gik op i
Lue, hele Huset brændte, og Spurveungen med, derimod kom
de unge Folk lykkelig bort.

Da Solen næste Morgen var oppe, og alt syntes saa
forfrisket som efter en mild Nattesøvn, stod der af Bondehuset
ikke andet tilbage end nogle sorte, forkullede Bjælker, der
hældede sig op til Skorstenen, som var sin egen Herre; det
røg stærkt fra Grunden, men foran den stod frisk og
blomstrende det hele Rosentræ, der spejlede hver Gren og hver
Blomst i det stille Vand.

»Nej, hvor dejligt de Roser staa der foran det nedbrændte
Hus!« sagde en Mand, som kom forbi, »det er det yndigste

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 14:39:17 2019 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/jubeventyr/1/0361.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free