Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Roserne; længe saa de ikke, før de vare visse paa, at det
var de gamle Naboer; og det var det ogsaa. Maleren, som
havde tegnet Rosenbusken ved det nedbrændte Hus, havde
siden ud paa Aaret faaet Lov til at grave den op og da
givet Bygmesteren den, thi ingen Roser var dejligere; og han
havde sat den paa Thorvaldsens Grav, hvor den, som Billedet
paa det skønne, blomstrede og gav sine røde, duftende Blade
at bæres som Erindring til fjerne Lande.
»Har I faaet Ansættelse herinde i Byen?« spurgte
Spurvene. Og Roserne nikkede; de kendte de graa Naboer og
bleve saa glade ved at se dem.
»Hvor det er velsignet at leve og blomstre og se gamle
Venner og hver Dag milde Ansigter! Her er, ligesom om det
hver Dag var en stor Helligdag!«
»Pip!« sagde Spurvene, »jo, det er de gamle Naboer!
deres Herkomst fra Gadekæret huske vi! Pip! hvor de ere
komne til Ære! Somme komme da ogsaa sovende til det.
Og hvad rart der er ved saadan en rød Klat, veed jeg ikke!
— Og der sidder da et vissent Blad, for det kan jeg se!«
Og saa nippede de til det, saa at Bladet faldt af, og
friskere og grønnere stod Træet, og Roserne duftede i
Solskinnet paa Thorvaldsens Grav, til hvis udødelige Navn deres
Skønhed sluttede sig.
 |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
