Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
374
SKYGGEN.
»Et Ord en Skygge!« sagde Skyggen, thi saaledes maatte
den jo tale.
Det var ellers virkelig ganske mærkværdigt, hvor meget
Menneske den var; ganske sortklædt var den og i det
allerfineste sorte Klæde, lakerede Støvler og Hat, der kunde smække
sammen, saa at den blev bar Puld og Skygge, ikke at tale
om, hvad vi allerede veed, her var Signeter, Guldhalskæde
og Diamantringe; jo, Skyggen var overordentlig godt klædt
paa, og det var just det, som gjorde, at den var ganske et
Menneske.
»Nu skal jeg fortælle!« sagde Skyggen, og saa satte den
sine Ben med de lakerede Støvler saa haardt, den kunde, ned
paa Ærmet af den lærde Mands ny Skygge, der laa som en
Puddelhund ved hans Fødder, og det var nu enten af Hovmod
eller maaske for at faa den til at hænge ved; og den liggende
Skygge holdt sig saa stille og rolig, for ret at høre efter; den
vilde nok vide, hvorledes man saaledes kunde komme løs og
tjene sig op til sin egen Herre.
»Veed De, hvem der boede i Genboens Hus?« sagde
Skyggen, »det var den dejligste af alle, det var Poesien!
Jeg var der i tre Uger, og det var lige saa virkende, som om
man levede i tre Tusind Aar og læste alt hvad der var digtet
og skrevet, for det siger jeg, og det er rigtigt. Jeg har set alt,
og jeg veed alt!«
»Poesien!« raabte den lærde Mand, »ja, ja — hun er tit
Eremit i de store Byer! Poesien! ja, jeg har set hende et
eneste kort Øjeblik, men Søvnen sad mig i Øjnene! hun
stod paa Altanen og skinnede, som Nordlyset skinner; fortæl,
fortæl! Du var paa Altanen, du gik ind ad Døren og saa–!«
»Saa var jeg i Forgemakket!« sagde Skyggen. »De har
altid siddet og set over til Forgemakket. Der var slet intet
Lys, der var et Slags Tusmørke, men den ene Dør stod aaben
lige for den anden i en lang Række Stuer og Sale; og der
var oplyst, jeg var rent bleven slaaet ihjel af Lys, var jeg
kommen helt ind til Jomfruen; men jeg var besindig, jeg gav
mig Tid, og det skal man gøre!«
»Og hvad saa du saa?« spurgte den lærde Mand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
