Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
420
AARETS HISTORIE.
Og der gik een Uge, der gik næsten to; Skoven var sort,
den frosne Indsø laa saa tung og saa ud som størknet Bly;
Skyerne, ja, det var ikke Skyer, det var vaade, iskolde
Taager, hang hen over Landet; de store, sorte Krager fløj i
Flokke, uden Skrig, det var, som om alt sov. — Der gled en
Solstraale hen over Søen, og den skinnede som smeltet Tin.
Snelaget hen over Marken og oppe paa Banken glimrede ikke
som før, men den hvide Skikkelse, Vinteren selv, sad der
endnu med Blikket stadigt mod Syden; han mærkede slet
ikke, at Snetæppet ligesom sank ind i Jorden, at hist og her
en lille græsgrøn Plet kom frem, og der mylrede det da
med Spurve.
»Kvivit! Kvivit! kommer nu Vaaren?«
»Vaaren!« klang det hen over Mark og Eng og igennem
de sortbrune Skove, hvor Mosset skinnede friskt grønt paa
Træstammerne; og gennem Luften kom flyvende, Syd fra, de
to første Storke: paa Ryggen af hver sad der et lille dejligt
Barn, en Dreng og en Pige; og de kyssede Jorden til Hilsen;
og hvor de satte deres Fødder, vokste hvide Blomster frem
under Sneen; Haand i Haand gik de op til den gamle
Ismand, Vinteren, lagde sig ved hans Bryst til ny Hilsen, og
i samme Stund vare de alle tre skjulte, og hele Landskabet
skjult; en tyk, vaad Taage, saa tæt og tung, indhyllede alt.
— Lidt efter luftede det, — Vinden foer af Sted, den kom
med stærke Kast og jog Taagen bort, Solen skinnede saa
varmt; — Vinteren selv var forsvunden, Foraarets dejlige
Børn sad paa Aarets Trone.
»Det kalder jeg Nytaar!« sagde Spurvene. »Nu faa vi vei
igen vore Rettigheder og Erstatning for den strenge Vinter.«
Hvorhen de to Børn vendte sig, der skød grønne Knopper
frem paa Buske og Træer, der blev Græsset højere,
Sædemarken mere og mere liflig grøn. Og rundt om kastede den
lille Pige Blomster; hun havde af dem i Overflødighed i sit
Skørt, de syntes der at mylre frem, altid var det fuldt, hvor
ivrig hun end var med at kaste, — i sin Ilfærdighed rystede
hun en hel Blomstersne hen over Æble- og Ferskentræer,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
