Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
høst- og vinterkvelderne nede i kjøkkenet
midt iblandt sine piger. Der var flid og
travlhed. De, som ikke havde med
kveldsstellet at gjøre, sad med hver sin rok og
spandt eller kardede, og der samledes
efterhaanden alle folkene, naar tjenestegutterne
og arbeidsfolkene kom for at faa
kveldsmad. Og der gik da praten omkap med
rokkene, og af og til faldt snakket ogsaa
paa gaardsnissen; for bedstemor troede
ikke paa ham, men folkene troede paa
ham som paa et evangelium. De havde
alle seet eller hørt ham mange gange.
Der var det da, far hørte historierne.
Den yngste og kvikkeste af jenterne
hed Stina Bø. Hun var kokke. Hende
havde nissen raabt paa mangen god gang.
Tæt udenfor kjøkkenvæggen havde det
om kveldene sagt «Stina! Stina!» med en
halvhøi, rar stemme, og naar hun saa
skulde ud og lyse og se, havde der ingen
været at opdage. Dette var for Stina Bø
ligesaa sikkert bevis for, at det havde været
nissen, som det for bedstemor var det
modsatte.
«Men han tersker paa lofterne, naar
alle er gaaet, og det er ganske mørkt, og
det hver evige kveld!» sagde pigerne
engang til bedstemor.
«Aa, det er noget, I indbilder jer», sagde
bedstemor. «Det maatte vel vi have hørt,
vi ogsaa da!»
Lidt efter kom karfolkene ind til kvelds,
som de pleiede, alle i ét følge, og
kjøkkendøren stod oppe saa længe, til alle var
komne ind.
«Hys, nu kan mor selv høre!» sagde en
af pigerne. Rokkene stansede, og det blev
ganske stilt. Og ganske rigtig: Paa lofterne
oppe i mellembygningen gik terskestavene
ganske tydelig. Det kunde alle høre.
De fik engang en ny tjenestegut fra
Lier, som hed Hans Mørk. Han og far
blev godvenner, og siden, mens jeg var
smaagut, kom han af og til paa besøg til
os. Et par gange var jeg ogsaa med og
besøgte ham paa Egge i Lier, hvor han
boede. Jeg husker ham som en snild og
godlidende mand med vakkert, jevnt smil
om munden og en høi, bar skalle.
Da han kom ny til huset, var han
ganske ung, og de andre gutter havde
derfor moro med ham og indbildte ham, at
bedstefar var saa hastig og streng af sig.
«Han er saa streng og hastig,» sagde de, «at
naar han har været ude om kvelden og
kommer hjem, saa fiker han til den, som
lukker op for ham.» Og saa gav de ham
det raad at smette bagom porten, med det
samme han lukkede op. Ja, Hans gjorde,
som de sagde. Hvergang han lukkede op
for bedstefar, naar han kom hjem om
kvelden, gjemte han sig bag porten. En
kveld syntes bedstefar, dette var
underligt, og spurgte ham ud om det. Saa
kom det da op, at kameraterne havde
narret ham.
Denne Hans var ude for nissen
engang. De havde to heste; for der var
ikke mere end to spiltaug i stalden. Men
endda stelte ikke nissen ens for dem. Den
ene havde altid krybben fuld og stod saa
blank og fed. Det var den, nissen likte;
til den trak han høet fra den anden, kan
en vide. Saa var det en kveld, som Hans
skulde give hestene, at den, som nissen
pleiede stelle, stod urolig. «Stil’ gamp!»
sagde Hans. Men den vilde ikke staa. «Stil’
gamp!» sagde Hans endda en gang, og da det
ikke hjalp, blev han sint og slog hesten
paa lenden.
Men med det samme tog en ham bag
i buksen og slængte ham slig tilveirs, at
han slog skallen i taget og blev siddende
skrævs over hesteryggen. Han tog sig nok
ivare for at slaa den hesten en anden gang.
Hvor mangen god gang jeg har angret
paa, at jeg ikke selv spurgte Hans Mørk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
