Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som han kaldtes hele bygden over, vilde
ikke lade Einar Stupet faa hende. Men
ifjor blev Ole syg og var døden nær; da
gav han efter. Kommende mikkelsmes
skulde bryllupet staa; da skulde Gudrun
faa Einar og Einar Gudrun og begge
Seljelid. Derfor kappedes roserne i Gudruns
kinder med seljeløvet i friskhed og
sprættende liv, og derfor sang hun af hjertens
lyst, da hun for ti uger siden drog til
sæters med buskapen. Seljelid var den
glupeste gaard i bygden, buskapen stor
og sæterstellet tungt; men nu var det
ogsaa sidste sommer, Gudrun laa til sæters.
Alt var lyst og let, almanakken sagde,
det var 15de september. Om fjorten dage
skulde hun staa brud og faa Einar Stupet,
sin hjertenskjær, til odel og eie.
Almanakken sagde, det var 15 de
september, og iaar var til en forandring
naturen og almanakken enige. Sommeren
havde været god baade for Gudrun, for
buskapen og for alt det vakre, som Øjingen
og dens bredder havde at byde paa.
Øjingen, det var vandet, som
Seljelidsæteren laa ved, og øer var der nok af,
— skjær og smaa holmer laa som strøede
udover det. Sæteren laa nede ved oset,
hvor elven løb ud af vandet; op fra dette
skraanede skoglierne sagte, men sikkert,
indtil det sidste lave krat maatte vige for
haardveir og kulde og storm og lade
snaufjeldet ovenfor hjælpe sig, som det bedst
kunde, i al sin nøgenhed.
Gudrun stod i sæterdøren og stirrede
østimod birkelien; hun ventede gjætergutten
med kreaturerne. De gik nede i lavlændet
nu, da græsset visnede deroppe i
fjeldbrunen.
«Nu hører jeg bjelden hendes
Fagerros borte i storrønningen,» sagde hun,
«den vil gjerne drøie i det længste i
godveiret, buskapen ogsaa.» Hun saa sig
omkring. «Det er rigtig vakkert fjeldet
idag, endda det er saa langt paa høsten.»
Hun saa sig endnu en gang omkring, lod
døren staa aaben og gik ind til ostegryden,
som stod over paa peisen.
Og vakkert var det. Solen nærmede
sig fjeldranden, men luften var stille og
klar, og alle gjenstande fortonede sig saa
skarpt og rent i det rødmende skin. Vel
havde solstraalene tabt den tindrende
skjønhed, der ved midtsommertide varmer
vort sind og fryder vort øie. Men til
gjengjæld havde deres glans denne
hvilende ro, der forvisser os om, at deres
skaberkraft er uantastet, og at de efter
vinterens dvale atter vil give alnaturen
nyt liv og løsne dens sprudlende kildevæld.
Endnu var skog og planter ikke
merkede af vinterens tristhed; tvertimod
havde de, for ret høitidelig at tage afsked
med sommerens lys og varme, iført sig
det mest brogede festskrud, de havde i
sit eie. I rødt og hvidt og gult og brunt
gjorde rognen og birken og aspen sig hel
lystige over de enslige, tyndkronede
furuer, der var naaleskogens udposter i disse
høie regioner. Og dog — med hvilket
behag dvælede ikke øiet ved deres
eviggrønne dragt midt i løvtrærnes
farverigdom!
Der kom buskapen ranglende gjennem
leddet ind paa sætervangen. Det bar op
mod fjøset med dem, sauerne først,
storfeet bagefter. Fagerros blev aldrig mæt
idag. Hun skulde være foran, hun, maa
vide, som bar storbjelden om halsen.
Men idag kom hun sidst, hun maatte
have med sig en græsdot her og en der
indover sæterløkken. Mads gjæter tog
tilsprangs, saa nisteskreppen, der var slunken
og tom, dinglede bag paa ryggen.
«Vil du se og have dig efter, troldet!»
raabte han og gav hende et lindt smæk
med kjeppen sin. Han var vel sulten,
han Mads ogsaa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
