Print (PDF) - Color (PDF) - full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12
som han kaldtes hele bygden over, vilde
ikke lade Einar Stupet faa hende. Men
ifjor blev Ole syg og var døden nær; da
gav han efter. Kommende mikkelsmes
skulde bryllupet staa; da skulde Gudrun
idag, endda det er saa langt paa høsten.»
Hun saa sig endnu en gang omkring, lod
døren staa aaben og gik ind til ostegryden,
som stod over paa peisen.
Og vakkert var det. Solen nærmede
faa Einar og Einar Gudrun og begge
Seljelid. Derfor kappedes roserne i Gudruns
sig fjeldranden, men luften var stille og
klar, og alle gjenstande fortonede sig saa
skarpt og rent i det rødmende skin. Vel
havde solstraalei ne tabt den tindrende
skjønhed, der ved midtsommertide varmer
vort sind og fryder vort øie. Men til
gjengjæld havde deres glans denne hvi
lende ro, der forvisser os om, at deres
skaberkraft er uantastet, og at de efter
vinterens dvale atter vil give alnaturen
nyt liv og løsne dens sprudlende kildevæld.
Endnu var skog og planter ikke
merkede af vinterens tristhed; tvertimod
havde de, for ret høitidelig at tåge afsked
med sommerens lys og varme, iført sig
det mest brogede festskrud, de havde i
sit eie. I rødt og hvidt og gult og brunt
gjorde rognen og birken og aspen sig hel
lystige over de enslige, . tyndkronede fu
ruer, der var naaleskogens udposter i disse
høie regioner. Og dog — med hvilket
behag dvælede ikke øiet ved deres evig
grønne dragt midt i løvtrærnes farve
rigdom!
kinder med seljeløvet i friskhed og spræt
tende liv, og derfor sang hun af hjertens
lyst, da hun for ti uger siden drog til
sæters med buskapen. Seljelid var den
glupeste gaard i bygden, buskapen stor
og sæterstellet tungt; men nu var det
•ogsaa sidste sommer, Gudrun laa til sæters.
Alt var lyst og let, almanakken sagde,
det var 15de september. Om fjorten dage
skulde hun staa brud og faa Einar Stupet,
sin hjertenskjær, til odel og eie.
Almanakken sagde, det var 15 de
september, og iaar var til en forandring
naturen og almanakken enige. Sommeren
havde været god baade for Gudrun, for
buskapen og for alt det vakre, som Øj ingen
og dens bredder havde at byde paa.
Øjingen, det var våndet, som Seljelid
sæteren laa ved, og øer var der nok af,
— skjær og smaa holmer laa som strøede
udover det. Sæteren laa nede ved oset,
hvor elven løb ud af våndet; op fra dette
skraanede skogiierne sagte, men sikkert,
Der kom buskapen ranglende gjennem
indtil det sidste lave krat maatte vige for leddet ind paa sætervangen. Det bar op
haardveir og kulde og storm og lade snau mod fjøset med dem, sauerne først, stor
fjeldet ovenfor hjælpe sig, som det bedst feet bagefter. Fagerros blev aldrig mæt
kunde, i al sin nøgenhed.
idag. Hun skulde være foran, hun, maa
Gudrun stod i sæterdøren og stirrede vide, som bar storbj elden om halsen.
østimod birkelien; hun ventede gjætergutten Men idag kom hun sidst, hun maatte
med kreaturerne. De gik nede i lavlændet have med sig en græsdot her og en der
nu, da græsset visnede deroppe i fjeld indover sæterløkken. Mads gjæter tog til
brunen.
sprangs, saa nisteskreppen, der var slunken
«Nu hører jeg bjelden hendes Fager og tom, dinglede bag paa ryggen.
ros borte i storrønningen,» sagde hun,
«Vil du se og have dig efter, troldet!»
«den vil gjerne drøie i det længste i god raabte han og gav hende et lindt smæk
veiret, buskapen ogsaa.» Hun saa sig med kjeppen sin. Han var vel sulten,
omkring. «Det er rigtig vakkert Tjeldet han]_Mads ogsaa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
