Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og flaksede og peb, og saa nappede jeg
den, jeg, og saa er den vel min da —
vel? — Men endda saa kommer han
Kristian og vil tage den fra mig og siger, at
det er hans spurv, — siger han.»
Kanske det var forældrene hans, som
boede i det huset?
«Nei, ikke det netop; men moster min
boede der ifjor, og desuden saa hører nu
jeg til her i gaden, jeg, maa vide, men
han Anton har hjemme oppe paa
Balkeløkken, han, — saa spurven maa da være
mere min end hans,» mente Kristian.
Men hvor var saa den spurven henne?
«Jo,» sagde Anton trevent, «jeg har
den nok her», hvorpaa han tog op af
trøielommen en forpjusket stakkar af en
spurveunge; — merkeligt nok, at der endnu
var liv i den.
Naa, der blev kort proces, gutterne
fik sig en fyndig røffel, som de havde
fortjent, og hver sin tiøring, som de ikke
havde fortjent, men som jeg gav dem
mod løfte om, at de aldrig mer skulde
pine og plage smaafugle.
Spurveungen, den blev udleveret til mig.
Den laa der i min haand,
sammenkrøben og ganske stille, og gjorde ikke
mindste forsøg paa at komme sig bort. Af
og til aabnede den nebbet, men uden en
lyd — bare, som gispede den efter luft;
og jeg kunde tydelig kjende de hurtige
slag af dens forskræmte lille hjerte.
Jeg satte den varsomt fra mig ind
under en havehæk; — jeg tænkte nemlig
som saa, at moderen kunde være i
nærheden og tage sig af den.
Ikke af flekken kom den engang. —
Men om lidt begyndte den at lade høre
et ensformigt
«Pip — pip — pip — pip» —
som et ustanseligt dryp-dryp af hjælpeløs
forladthed.
I godt og vel en halv times tid stod
jeg paa afstand og holdt vagt. — Og
spurve fløi og trippede der rundt omkring,
men ingen lod til i mindste mon at bryde
sig om den pibende stemme, der skar saa
afstikkende gjennem deres muntre pludder,
mens de lystig legte sidsten mellem
hækkens grene.
Nei, saa blev jeg var en hvidsnudet
kat, som kom smygende sig nedover langs
gjærdet; — dens hensigt var ikke til at
tage feil af, og jeg var ikke sen til atter
at faa spurveungen fat.
Den tanke faldt mig ind, at det
kanske var bedst, jeg gjorde dens pine saa
kort som muligt ved et raskt kast mod
den stensatte grøftekant. Men det opgav
jeg i samme øieblik.
Og som jeg ingen anden raad kunde
øine, tog jeg spurven med op paa mit
lille kvistkammer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
