Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
eller uden hundehus, laa ude i de kolde
vinternætter og ikke slap nogen ind i
gaarden uden bevogtning. Lænkehunde havde
vi aldrig i gaarden. Vi likte aldrig
slaver, allermindst ulykkelige, sinte fanger,
som ingen anden end husbond faar klappe
og være venner med.
Fylax døde af alderdom, etterat han
endnu, sidste jul han levede, havde faaet
være med paa en pen juleklap. Da blev
han sendt til sin husbond med et par
nydelige, myge strømper i munden, — de var
spundne og strikkede af hans egen uld.
Der fulgte et vers med, og det er skade,
at jeg har glemt det; for det var et meget
vakkert og morsomt vers.
Gardist numer 2. Han kom efter
Fylax i min skoletid og hed Briffo. Det
navnet havde han faaet efter en
ridderroman. Ridderen Wolf von Wolflingen
red ud paa jagt, og alle hans hunde
nævntes ved navn, deriblandt Briffo. Trods
disse ridderlige aner var Briffo en noksaa
bondsk gaardshund, stor, glathaaret, sort
og hvid, uden spor af finere opdragelse.
Han udmerkede sig heller ikke ved nogen
slags kunstfærdighed, men havde den store
fortjeneste at være tro og hengiven. Jeg
ved ikke, om jeg ogsaa skal regne til
hans fortjenester, at han, trods al sin
bondskhed, viste en vis partiskhed for saakaldte
«bedre folk», det vil sige folk, som var
«bedre» klædte; thi Briffo dømte, som man
pleier her i verden, menneskene efter
klæderne. Kom der en daarlig klædt stakkar,
ansaa Briffo ham for sin naturlige fiende.
Paa den tid var der russisk indkvartering
der, hvor vi boede paa landet, og vi havde
baade bal og møie med Briffos oprørske
tænkesæt; thi russiske soldater kunde han
for sin død ikke taale, ikke saa meget
som lugten af dem. Vi havde intet imod
de russiske soldater; de var fredelige,
godmodige mennesker, som kom til gaarden
for at bytte sine store rugbrød med en
melkering eller andet, som de vilde have
til kveldsmaden. Men Briffo fløi i benene
paa dem; han fik bank, men kunde
alligevel ikke bare sig for at være ligesaa
uhøflig næste gang. Ikke bedre tog han
imod laukku-russerne, de karelske
arkangeliter, som paa den tid ofte kom til
gaarden med sine ransler paa ryggen. Det
var nu engang Briffos ømme punkt; han
kunde ikke taale deres ansigter og lugten
af oljen paa deres og russernes
fedtlæderstøvler.
Briffo var ingen jagthund, skjønt han
nedstammede fra ridder Wolf von
Wolflingen. I det høieste kunde han forgribe
sig paa nogle uskyldige faar; men han var
alt andet end en helt. Han var engang
bleven skræmt af et bøsseskud, og dette
huskede han saa godt, at jeg bare
behøvede at lægge an med min kjep, som man
sigter med en bøsse, og straks tog Briffo
tilbens, alt hvad benene orkede. Vi var
nok gode venner, og Briffo blev gammel
i gaarden; men hvordan han endte sin
store russiske krig, kan jeg ikke fortælle;
thi en sommer, da jeg kom hjem fra
skolen, var Briffo forsvunden.
Bikje numer 2. Han var en liden brun,
lurvet russisk hvalp, som hed Mirka og
blev sat i pension hos mig, medens hans
herre var bortreist. Jeg læste i den tid
til studentereksamen i Helsingfors og havde
et gammelt piano og et farveskrin til
krydderi paa lekserne. Mirka var en lystig
fyr; jeg vilde male et portræt af ham,
men det var ingen let sag. Hvordan skulde
jeg faa ham til at holde sig stille! Da
fandt jeg paa det snedige raad at stille
ham op paa pianoets tangenter. Nu skulde
han nok staa! Han satte straks frempoten
paa tangenterne — pang! saa bagpoten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
