Print (PDF) - Color (PDF) - full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46
undermineret fastlandet, vendte op og ned
paa begge to og slog deres stridsmagt.
Bjergrygge opstod, sank i jorden og op
stod igjen; vidtstrakte lande begravedes i
havet og løftede sig igjen som enslige øer;
sjøer og havbugter randt bort i ukj endte
dyb. I tusend aar vedblev kampen at rase,
indtil elementerne havde udtømt sin kraft
og fuldbyrdet sit verk, hvoretter den store
aand, som har skabt verden, paabød en
almindelig vaabenhvile.
Da indtraadte fredsalderen, da alle
skabte ting sluttede forbund med hinanden
og gav hinanden gisler som pant.
Mellem havet i vest og nord og det
store fastland i øst var der opstaaet en
blomstrende ø, omflydt af havet.
Her
mødtes havkongen og fastlandskongen, her
skerne over vesten og østen, for at slutte
fred.
Begge betragtede øen som sin
eiendom.
«Mig tilhører den;» sagde havet; «thi
den er vokset op af mit skjød, og jeg vil
gjøre den stor.»
«Nei, mig tilhører du, skjønne ø,»
sagde kongen over østens land.
«Du er
mit riges yderste forpost, og jeg vil gjøre
dig sterk.»
Lad os ikke trætte derom,» brasede
havet. «Jeg skjænker denne ø som med
gift til min datter Atalanta, aftenrøden.
Hun skal være dit gissel, og du skal som
gissel give mig din søn Delling, morgen
røden. Denne ø tilhører dem. Begge er
de endnu børn og kan ikke være mand og
hustru; men brud og brudgom kan de
være. De skal søge hverandre aaret rundt,
og i tre maaneder skal de ikke finde hver
andre, i seks maaneder se folderne af
hverandres klædning og atter i tre maa
neder mødes paa denne ø. Paa denne ø
skal der være en lang længten og en kort
lykke ; men paa denne ø skal der være en
en, trofast kjærlighed og barnefred.»
«Viselig har du talet,» svarte kongen
over østens land. «Saa skal det være.»
Og saa blev det i tusend aar. Dette
var gudernes morgen og sagnets guldalder,
den lykkelige tid, da mammutdyret beitede
ved Jeniseis bredder, da kokuspalmen
voksede i Spitsbergens dale, da «de ret
færdigste blandt dødelige» boede i nordens
urskoge og de elyseiske marker bredte sig
vidt over midtsommerlandene med det
evige lys fra Imandra og Ladoga i øst
lige til Trondhjem og Hardanger i det
fjerne vest
Endnu beretter grækernes
gamle sagn os om den mægtige ø Skandia
i nordenvindens hjemland, og graaskjeggede
runeskalder ved Hvidehavets strand synger
for os om fortidens helte paa Suomensaan,
Finlands ø. Thi det nordlige ishavs væl
dige bølger gik da gjennem en bred hav
arm ind i Østersjøen og strømmede atter
igjennem et bredt sund ud i Atlanterhavet.
Delling, morgenrøden, sprang da ved midt
sommertid med et let hop over sundet i
øst for at møde sin brud paa den lykke
lige ø, og Atalanta, aftenrøden, svømmede
paa rosenfarvede bølger uforstyrret til øens
vestkyst. De legte paa øen som sorg
frie børn, de sprang omkap med vind og
bølger, de fortalte skiftevis østens og ve
stens sagn, de sang om tider, som var
henrundne, og om den tid, som var, og
om den tid, som kom, da de aldrig skulde
skilles mere. De skrev sine viser i heiens
lyng og i kildernes speil ; men lyngen vis
nede, kilderne flød bort, og af viserne
findes der intet mere igjen end et eneste
slutningsvers, som har ristet sig ind i en
kildes bund:
«Vor ø er den skjønneste ø paa Guds
vide jord, og dens længten er lang, dens
lykke kort; men dens kjærlighed er ren,
og dens troskab er fast, og vor ø er de
lykkelige børns ø.»
Denne jord vilde ikke være en ral
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
