Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
rullende klode, hvis dens salighed var altid
den samme. Saa langsomt trængte
nyheden fra jordoverfladen ned til dybet
under, at Fornjoter, den gamle cyklop
dernede, først efter tusend aar fik underretning
om havets og fastlandets forbund paa den
lykkelige ø. — «Hvad?» sagde han vred,
«er ikke denne ø min? Er det ikke mig,
som har hævet den op af dybet med mine
underjordiske luer? Hvor er min første
fødte, Surt?»
Surt, ildalfen, flagrede frem fra en
bjergkløft.
«Er det sandt,» sagde cyklopen, «at
vestens datter Atalanta hver aften
svømmer paa guldbølger til den lykkelige ø,
og at østens søn Delling hver morgen
springer over sundet for at møde hende
der?»
»Det er sandt,» svarte Surt. «Jeg
har hver morgen og aften seet dem
efterabe min ild i skyerne.»
«Gaa da, min søn, og tænd din
sterkeste glød under den lykkelige ø, og
kan du ikke sprænge den i stykker, saa
den synker i havet, saa løft bjergene op
med dine luer og omgjærd hele den
lykkelige ø med en høi mur af fjelde!»
Surt borede sig ind under øen med
sine mægtige luer; men dens grund var
stivnet for sterkt i polens kulde, han kunde
ikke sprænge øen istykker. Da opreiste
han rundt om den en mur af høie fjelde,
som menneskene nu kalder Dovre, Kjølen,
Maanselkä, forat ikke Delling og Atalanta
mere skulde kunne møde hverandre. Det
var et langt og tungt arbeide, kullene i
Surts esse blev opbrugte, og i det
sydøstlige hjørne af øen blev muren svag.
En tid efter spurgte Fornjoter: «Er
min befaling udført? Kan morgen- og
aftenrøden ikke mere mødes paa den
lykkelige ø?»
«Bliv ikke vred, fader,» svarte Surt.
«Kullene i min esse tog slut, saa jeg ikke
kunde fuldføre det sidste stykke af muren
i sydost. Delling springer over den lave
mur, Atalanta tager en omvei om Nordkap
og svømmer ind gjennem det brede sund
i øst.»
«Gaa, ulydige søn,» skjendte faderen.
«Til straf for din ulydighed skal du i
hundrede aar spise Geisers gytje. Kald hid
min anden søn, Kare!»
Kare, vindalfen, kom farende med
stormens gny ind i bjerghulen.
Fornjoter sagde: «Atalanta, vestens
datter, svømmer ind gjennem sundet i øst.
Hun skal ikke længere trodse min vrede.
Gaa, Kare, og saasandt du ikke har lyst
til at miste stormens vinger, stæng dette
sund med en fast vold, saa at ingen mere
kan svømme frem der med bølger af
guld!»
Kare fór afsted, kom til det brede,
bølgesterke sund i øst og satte sig
bekymret til hvile i en forpjusket gran.
Dette bliver ikke let, tænkte han ved sig
selv. Hvem skal jeg faa til at velte et
par dusin bjerge ned i sundet?
Da fik han øie paa to jættegutter, Kase
og Svase, som stod paa hver sin side af
sundet og slog smut. Kare gik hen til
Kase og sagde: «Hele verden siger, at
Svase kan kaste en sten herfra lige til
Lofoten, men du kan ikke engang kaste til
midt i sundet.»
«Det skulde vel være noget!» sagde
Kase forarget og kastede sten paa sten
for at vise sin styrke.
Derpaa gik Kare til Svase og sagde:
«Hele verden siger, at Kase kan kaste en
sten herfra lige til Uralbjergene, men du
kan ikke engang kaste til midt i sundet.»
«Det skulde vel være noget!» sagde
Svase, som ogsaa blev forarget, og
begyndte at kaste sten paa sten, han ogsaa,
for at vise sin styrke. Men sundet var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
