- Project Runeberg -  Julegodter for Børn /
53

(1892) [MARC] - Tema: Christmas, Children's books
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

53
ikke. Allerede glædede vi os over, hvad Petit havde
været, og sørgede over, at nu var den borte. Det
var i juni. I juli kom spurven igjen, mens übe
hjælpelige, sky spurveunger ventede i haven. Senere
hen, da ungerne var voksne, og jeg en dag gik
gjennem haven, flaksede Petit mig lige op i ansigtet,
satte sig paa haanden og fulgte mig ind. Da tog
jeg den trofaste spurv ud paa øen, hvor den gjen
fandt sine yndlingspladse og levede et rigt høstliv.
Men høsten tog en ende, indflytningen kom, og
dyret blev puttet i den forsmaaede rugekasse. Min
søster bar den ind. Midt i slotsparken og mod al
forventning slåp den lille ud og svingede sig op i
toppen af et egetræ. Parkens trær var mange og
store, og spurvene i parken var muntre, og veien
hjem var lang. Min søster stod taalmodig og kaldte
paa fugltn, kanske en halv time. Allerede troede
hun, at den var tabt. Men saa fandt Petit, at den
havde plaget hende længe nok, svang sig ned —
fra gren til gren — , sad paa haanden og saa sig om —
spørgende. «Tror du ikke, spurven hopper fra trærne
ned paa haanden hendes da,» sagde en gammel kone.
Men Petit var bevaret for sine venner.
Hvad er da det merkelige ved Petit ? Jo, det
er det, at den har mange venner og ikke vil opgive
nogen af dem. Den har sine spurve ; hos dem til
bringer den eftermiddagen og den tidlige morgen
stund, førend menneskene viser sig for at tåge imod
den. Den har ganske vist ogsaa sin egtemage og
sit eget hjem i det fri. Der tilbringer den nætterne.
Men saa har den ogsaa os, og hos os spiser den i
spisestuen morgen og middag, og hos os hviler den
ud efter maaltiderne; stundom er den inde fra mor
gen til over middag ; paa vore hænder sidder den
tillidsfuldt, i vore blomsterpotter bader den sig, nåar
de vandes, og paa gulvet ved vort bord hopper den
om og tigger sammen med vor rottehund. Os med
deler den alle sine sorger og alle sine savn. Har
vi sat mad til den, hvor den ikke vil have den, f.
eks. paa et stolesæde istedenfor i en blomsterpotte,
hopper den gjennem 3 —4 værelser, lige ind paa
kontoret, om saa skal være, for at faa nogen til at
hjælpe. Det er dette, som skiller den fra andre

spurve, og som ingen maa vente af andre spurve,
nåar Petit ikke er mere.
Den var 4 sommere gammel, da den sidste store
begivenhed indtraf. Under indflytningen fra øen blev
den skræmt, og det kostede stort besvær at faa den
lykkelig i bur. Da det var skeet, var Petit ræd.
Atter skulde det hænde min søster, at hun et øieblik
ikke tog vare paa buret, som stod løst paa en løs
bund. Ved universitetet var fuglen ude. Det vai
et alvorligt øieblik. Længe, meget længe, kaldte
hun paa den. Men den forskræmte lille fløi. Hun
maatte gaa hjem — uden spurv. Denne gang saa
det haabløst ud. Thi fra universitetet og hjem var endda
længer end fra egetræet i parken, og fuglen var fløiet
østover istedenfor vestover. Og dernede var der store
fristelser for letsindige smaa spurve, der var hotel
lerne og kagekonerne, ikke mindst kagekonen paa
universitetet; — dernede var den store, rige verden.
Ikke destomindre haabede vi paa vor lille ; vi
averterede, om den skulde flyve ind af noget vindu;
vi haabede i 2 dage, 3 dage, 4 dage; men den kom
ikke. Der var stort savn efter den livlige morgen
fugl, som før havde siddet paa verandaen daglig før
frokost. Da dagene gik, steg ængstelsen til vished.
Alle gamle venner af vor spurv spurgte efter den,
vi talte sammen om, hvor længe vi havde havt den,
hvor merkelig den havde været, hvad det var for et
eventyrligt spurveliv, som nu var slut. Tungest var
tabet naturligvis for hende, som havde fundet den,
eiet den, sluppet den.
15 dage efter tabet gjorde en vedholdende,
kjendt kvidren hende opmerksom.
Hun aabnede
verandadøren, og ind fløi den trofaste spurv og gjen
nemsøgte sine blomsterpotter, sine gamle fodrepladse,
og sad paa haanden, mer forslugen og mer fortrolig
end nogensinde. Saa var den forlorne vendt tilbage
og lever i herlighed og glæde fremfor alle spurve
paa jorden. Den har i sin stolthed lagt sig til hvide
fjær, hvor spurve ellers ikke har dem, for at skille
sig fra spurve af lavere forstand. Den er i det hele
tåget enestaaende og viser i alle maader, at den ved
det saa godt
Men hos sine tarveligere kamerater
tilbringer den nætterne og dele af dagen.

Til billederne.


Indianerinde fra Koskimo.





Koskimo er en indianerlandsby paa vestkysten af
Vancouverøen. Som man kan se paa billedet,
har indianerindens hoved en eiendommelig
form. Om grunden til denne form fortæller kapt. Jacob
sen: Indianerne i Koskimo og andre landsbyer paa
den kant pleier at presse sine smaa børns — særlig
pigernes — hoveder sammen med et eget slags bind,
saa at hjerneskallen lidt efter lidt antager form af
en sukkertop. Dette tryk er ofte saa sterkt, at blodet
strømmer ud af næsen paa børnene.

        

Innuitpige.



Innuiterne, fortælles der i Elliots verk om Alaska,
tilhører den folkerigeste familie af indfødte vilde i
Alaska. Innuiten har et bredt ansigt, kindbenene
er fremstaaende, munden stor med tykke læber,
øinene smaa og sorte, næsen er übetydelig og meget
fladtrykt, og mellem øinene er der næsten ingen
næseryg En innuitkvinde er, mens hun er" ung, ikke
übehagelig at se paa; huden paa hendes kinder hal
da svage roser af en naturlig farve, hendes læber er
tykke og røde, hænderne smaa og smale og fødderne

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:44:19 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/julegodter/0057.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free