Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
226
nu, aldrig før har jeg saaledes forstaaet Goethes
vidunderlige
Ueber allen Gipfeln
lst Ruh;
In allen Wipfeln
Spürest du
Kaum einen Hauch;
Die Vöglein schweigen im Walde.
Warte nur, balde
Ruhest du auch.
— Det er, som Digtet var undfanget her og
blevet til i denne Aften.
„Pang — pang!" lyder det pludselig langt borte;
Ekkoet gjentager Lyden af Skuddene i det
Uendelige, og jeg kaldes med eet tilbage til den reale
Verden. — „Hvem mon det var, der skjød?"
spørger jeg — „Det maa have været Hr. Weidmann
eller Deres Ven," lyder Svaret, „for Hr. Rheinländer
er paa en hel anden Kant." Og saa skynde vi os
tilbage; det bliver mørkere og mørkere, men min
Fører gaaer saa støt og sikkert, som om det var
en aaben Vei, vi bevægede os paa, og omsider
skimte vi Lys mellem Træerne: nu ere vi ved
Jægerhuset.
Friedrich havde Ret; Weidmann og min Ven
ere paa Pletten ifærd med at brække et Dyr op,
men Rheinländer er endnu ikke kommen. — „Hvem
har skudt den Buk?" spørger jeg. — „Det har
Deres Kamerat", svarer Weidmann, men min
Kamerat siger, underligt nok, Ingenting. Jeg tager
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
