Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
227
en Lygte og holder den hen til Dyret forat se
Opsatsen, men den er allerede savet af og
Hjernen taget ud forat serveres sammen med Lever
og Hjerte; Friedrich faaer Ordre til at stege
Jægerretten, men det forekommer mig, at han seer noget
underligt paa Bukken, inden han gaaer. — Nu
kommer Rheinländer, og han er vred: han er gaaet
vild i Mørket og har været meget nær ved at falde
i en dyb Kløft, han har Intet havt paa Skud og er
rasende over den nye, varme Hat. Saa er han ogsaa
sulten og tørstig — ligesom vi Andre ikke vare
det! — og forat komme hurtigere til Aftensbordet
er han dog saa velvillig at holde Lygten, mens
Weidmann hænger Bukken op paa en Grangren.
Pludselig maa Rheinländer imidlertid have opdaget
Noget i Lysstrimen fra Lygten, thi til Trods for
Weidmanns Protest gaaer han længere bort, bøier
sig ned og kommer tilbage med en rund, flad,
haaret Tingest i Haanden, spadserer uden at sige
Noget hen til Bukken, prøver sit Fund paa dens
afsavede Pande — og se: Stykket passer
fuldstændigt — den Buk har aldrig havt Opsats, for det
er en gammel Raa! Weidmann og min Ven ere
nærved at briste af Latter, jeg stemmer i med, men
Rheinländer er arrig, dels over at Raaen er skudt,
dels over at være bleven narret; han begynder at
give lydeligt Ondt af sig og forsikrer, at det er ham
umuligt at forstaa, hvordan noget Menneske, der
har øine i Hovedet, kan gaa hen at skyde en
15* "
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
