Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
259
ket over Isen. Man fortaber sig i Gisninger om,
hvorvidt han har brækket en Ben eller paa anden
Maade er kommen til Ulykke, og imens seer jeg
min Ven Calle komme nærmere og nærmere.
Calle er høi, mager og noget krumbøiet; en
lodden Kabuds kroner det stærkt markerede Ansigt
med den krumme Næse og det tynde, hængende
Overskjæg; Støvlestropperne stikke frem, Skydetasken
bærer han helt oppe under Armen, og venstre Haand
holder han ufravigeligt om Mundingen af det ladte
Gevær, skjøndt han allerede for tyve Aar siden har
mistet tre Fingre paa den Maade. Calles Lidenskab
er Tjäderjagt, og Calle selv ligner mest af Alt i
Verden en blond Tjädertup.
Nu lander han og hans Ledsager, og
Holgersen spørger ivrigt Denne om, hvad der er i Veien,
siden han er kjørende. Skikkelsen i Slæden reiser
sig op, hilser sindigt og svarer lige saa sindigt:
„Glædelig Jul, Hr. Holgersen! — Nei, der er
Ingenting i Veien med mig, men jeg syntes, det var saa
besværligt at gaa saa langt — man kan jo let
falde paa Isen — derfor har jeg givet Calle to
Snapse og lovet ham en halv Kardus Tobak til
Nytaar, for at trække mig over Søen — det gaaer
saa nemt for ham!"
Stemmen kjendte jeg, og Skikkelsen kjendte
jeg; een Gang før i Livet havde jeg truffet Mage
til en saadan Dovenskab, og de kaldte ham jo
Madsen — det var Madsen!
14*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
