Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
268
Skytterne og i alt Fald blev hilset med Salut, men
i Længden falder dog den Jagt os Danske lidt
ensformig. Baronen derimod var rigtig i sit Es, og
det var tydeligt at mærke, at Støverjagten var hans
kjæreste; han var lige saa utrættelig som Hundene,
løb, uden nogensinde at snuble, gjennem den stenede
Skovbund, hvor Blaabærrisene skjulte et Utal af
Faldgruber, og sprang saa let og spændstig som
en Fjeder, der slaaer tilbage, over de utallige spidse
gar des går dav. Naa, han fik da ogsaa en Hare
for sin Uleilighed, og glad var han.
Sidste, allersidste Saat, langs med Søen var en
ren Tjädersaat, hvor Klapperne maatte igjennem tæt
Granskov. Jeg stod helt nede ved Bredden, Rask
til Høire for mig, for Enden af Skoven. Lang,
lang Pause, inden Klapperne tage fat. En P’ugl
kommer ansættende i korte, rappe Bølgesving; det
er en Sortspætte — flyv i Fred! Der er en Orre
— au, det er en Høne! Men Majoren tager feil og
skyder alligevel — naa, han skjød da heldigvis
forbi, saa der bliver ikke Noget at melde til
Lensmanden. Klapperne ere omtrent i Linie med os,
jeg er allerede ved at sætte Hanerne i Ro, og jeg
kan se, Rask vil gjøre det Samme, da der ganske
uventet suser en mægtig Tjader ud af Tykningen,
lige over Hovedet paa ham. Han kaster til Kinden,
Skuddet falder, og den sorte Fugl, en prægtig Tup,
gaaer skraat opad for saa med eet at klappe Vin-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
