- Project Runeberg -  Jung Stillings Liv /
176

(1880) [MARC] Translator: Kirsten Dorothea Hansen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

176

at Smakken ikke gik tversover, men drev nedad Floden.

Stormen rasede, og knapt en Fjerdingvei længere nede 3
larmede Vandet i det berygtedse Bingerhul, ligesom en »

fjern Torden; henimod dette skrækkelige Sted drev Smak-
ken og det tilmed ved Nattens Frembrud· Herrerne paa

Strandbredden stod der som lammede paa Hænder og !

Fødder af Angst, Folk stimlede sammen, nogle raabte og
skreg, og endel Søfolk satte ud en stor Baad og skyndte
sig efter de ulykkelige

Tilsidst kunde man hverken se Baaden eller Sma’k-
ken; Mørket og Angsten tog til hvert Øieblik. Stilling
stod og stirrede hen mellem de himmelhoie Bjerge, der
skjulte Bingerhullet for ham; bede kunde han ikke, knapt
tænke, — hans Selma, denne herlige Guds Gave, stod
han maaske i Begreb med at miste. Fra alle Kanter lød
i hans Øie Mængdens Raab: »O de arme Mennesker!
Det er ude med dem! Gud være dem naadigl« — O,
hvilken Jammer! —- og den varede i hele to Timer-.

Endelig kom en ung katholsk geistlig hen til Stilling
og foreslog ham at gaa nedover, langs Flodbredden, idet
han trøstede ham med, at Damerne maaske allerede var
komne over. De vandrede da afsted, med Øinene be-
standig rettede mod F-loden, indtil de omsider hørte en
Støi som af Vognhjul, men da det var for mørkt til at
de kunde skjelne noget, raabte Stilling med høi Røst, og
hvo beskriver hans Følelser, da Selmas Stemme svarede:
»Vi ’er reddedel« Til sin store Forundring fandt han
hende ganske rolig, uden Spor as udstaaet Angst. Da
han spurgte hende, hvorledes dette kunde gaa til, svarede
hun med et kjærligt Smil: »Jeg tænkte: Gud gjør al-
ting vel; er det hans -Viljse, atter at rive mig fra dig,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:45:00 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/jungsliv/0180.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free