Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Da vi ryddede Skoven - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
oprigtig og dybt følt Trang til at give ikke
alene alle Civilister, men overhovedet alle
Ikke-Artillerister et blaat Øje, naar de ikke kom
hurtigt nok af Vejen for ham. Og naar han
sloges og gjorde Ballader, var det ikke saameget
for sin egen Fornøjelses Skyld, men fordi han
mente, at han skyldte den Stand, som han var
Repræsentant for, dette Offer.
Ved Siden af ham sad en lille Spirrevip
med Ørenringe, grumset Hud og en
Porcellænspibe mellem Tænderne. Han havde trukket
Knæene op under sig og bøjede sig hen over
Ilden. Det var Batteriets Spøgefugl,
Trainkonstabel Tschikin, eller »min rare Ven« som
Kammeraterne kaldte ham, fordi han altid brugte
dette Udtryk, naar han talte til dem. Hvad
enten det var knagende Frost, eller man vadede
i Snavs til op over Knæene, hvad enten man
stod ligeoverfor Fjenden, eller var til stram
Exercits, skar Tschikin altid de løjerligste
Grimasser og sprællede saa grinagtigt med Arme
og Ben, at hele Delingen[1] var lige ved at revne
af Latter. Under Hvilen samlede han altid en
Skare af beundrende Kammerater om sig, for
hvem han enten gjorde Kortkunster eller fortalte
Æventyr. Mest Lykke gjorde han, naar han
fortalte om »den snedige Soldat, der narrede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
