Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86
med håar og whiskers ikke fri for alt at være graasprængte.
Ansigtsfarven var blomstrende, han hadde store, blaa øine og
velformet næse og inund. Han maalte sine fulde seks fot i
høiden, og som han dertil altid bar hodet løftet, saa han endog
høiere ut, end han i virkeligheten var.
Der laa over enhver av hans bevægelser en sikkerhet, som
nærmet sig værdighet. Naar han snudde sig til nogen, skedde
det langsomt og overveiet; der saaes overhodet aldrig hastverk
i hans bevægelser. Seiv ved de übetydeligste anledninger hyllet
han sig ind i et formvæsen, som kunde anstaat en spansk
hidalgo, — la kortsagt i hver av sine handlinger som i hvert
av sine ord for dagen, at han ikke for et eneste sekund glemte,
hvem han var.
Maaske mig seiv fraregnet, fandtes ikke det menneske til,
som kunde bare ha tænkt den tanke at ta sig en frihet med
denne mand. Der var ganske visst denne storartethet hos ham,
som man iblandt fik trække litt paa smilebaandet av; men det
var tillike den fødte adelsmands storartethet, som respekterer
sig seiv og forutsætter som givet, at alle andre gjør det samme.
Og skulde det altsaa hænde, at man lo av ham, turde dette
aldrig ske høilydt, noget som heller ikke vilde være taalt. Hvad
dernæst angik hans egenskaper som officer og sjømand, vil jeg
bare faa sagt, at de var betragtet som over det almindelige.
Lang kommandovane hadde git ham en solid indsigt i sine
pligter i førstnævnte henseende, og han nedlot sig aldrig —
noget som ogsaa skulde været temmelig uforenelig med hele
hans karakter — til at gi officerer eller besætning noget ind
blik i, hvorvidt han hadde eller ikke hadde besked om, hvad
der hørte til det sidste.
Hvad endelig mennesket i ham angik, kan jeg bare uttale,
at om dette var det meget vanskelig at opgjøre sig en sikker
mening. Saa meget visste alle, at kaptein Delmar aldrig skulde
foreta sig noget, som bare i mindste maate stod i strid med
en gentleman’s ære og pligter, men samtidig holdt han i
den grad alle og enhver paa avstand fra sig, at det blev saa
godtsom umulig herunder at faa tak i hans personlige følelser.
Det kunde — skjønt bare leilighetsvis og meget sjelden —
hænde, at han gav dem uttryk, men gjorde han det, skedde
det bare momentant, og han var straks atter likesaa reserve
som nogensinde.
Egenkjærlig, det var han — det er sandt, — men hvem
er ikke det? Likesom den fornemme verdens mennesker gjerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
