Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132
vil anta, at av den halvandet hundrede mands besætning fra
først av fandtes der nu vanskelig mere end et snes igjen i
uskadd tilstand, og disse laa ogsaa spredt ut over dækket, dels
overmandet av utmattelse, dels av brændevin.
Kampen var tilende, ikke en eneste mand længere ved sin
kanon, og av det snes, som endnu hadde været ilive og uskadt,
faldt yderligere to, mens jeg stod og betragtet dem, for de skud
som fienden hadde fortsat med at pille resterne av Stellas skibs
række bort med. Men hvor hadde jeg Vincent? Jeg turde ikke
vove mig agter for at se efter, og fremfor alt vilde jeg ikke
møtes ansigt til ansigt med ham. Jeg dukket atter nedenunder
og vendte her tilbake til kahytten nu. Der var ingen spørsmaal
efter krudt længere, og ikke en levende sjæl var der mere at
se der agter. Pludseiig blev luken over kahytsnedgangen kastet
av, jeg hørte, der steg nogen ned, og gjenkjendte de hastig
ilende skridt som negerkapteinens. Der var saa mørkt og ka
hytten saa fuld av røk, at seiv om jeg drog kjendsel paa ham,
vilde han, som kom oppe fra lyset, ikke kunne skjelne mig.
Han var tydeligvis haardt saaret og sjanglet i gangen. Han
traadte ind i kahytten, tok ned i sit belte og følte efter en av
pistolerne der, hvorpaa han drog skodden tilside mellem sig og
krudtmagasinet. Hans mening hermed var ikke til at tvile paa:
den at sprænge skibet i luften.
Jeg følte, at jeg ikke hadde et sekund at spilde. Jeg styrtet
ut forbi ham, trappen op, bort til hakkebrettet, over rælingen
her og overbord. Jeg befandt mig endnu undervands efter
spranget, da jeg baade hørte og følte eksplosionen,—ja, følte
den ogsaa og det saa voldsomt, at den ikke langt fra berøvet
mig bevisstheten ved det støt, den gav mig. Jeg gjernmer endnu
paa en svak erindring om, hvorledes strømhvirvlerne fra det
synkende skib holdt paa at suge mig nedover med sig, og hvor
ledes jeg endelig atter kjæmpet mig op til overflaten, i en ko
kende velling av splintret, søndermalt skibstømmer og døde
menneskekropper. Da jeg atter kom til mig seiv, fandt jeg,
at jeg hadde klamret mig til et stykke vraktømmer, og blev nu
liggende stille og klynge mig til dette i nogen minutter, mens
erindringen atter langsomt vendte tilbake hos mig.
Saa begyndte jeg at se mig omkring og opdaget nu orlogs
skonnerten i saan en tre hundrede fots avstand, fuldstændig
avrigget, men derpaa ogsaa min egen fregat i litt længere av
stand til læ, saa skinnende fin og blank, som kom den like fra
oppudsning. Jeg la merke til et flagsignal, som fra fregatten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
