Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
185
Da Følget hadde fjernet sig, listet hun sig frem,
saa sig forsigtig omkring, og kastet en liten Krans
ned i Graven.
En uskyldig Kvindes Kjærlighet tilgir alt.
Dagen efter fik vi fra Grossereren et Fotografi
av Lyder, hvorpaa den gamle hadde skrevet med
skjælvende Haand:
„En frodig Gren som lovet Frugt
for alt, som ædelt var og smukt.“
Resten var saa utydelig, at Mons og jeg ikke
kunde finde ut av det.
„Aa ja,“ sa Mons, „det kan være akkurat det
samme ogsaa. Stakkars Lyder," la han til.
„Stakkars Lyder," gjentok jeg automatisk, jeg
tænkte paa Lyders sidste Ord til mig:
„Stakkars Mons."
Saa var det tre igjen, og Tidens Vogn durte
videre.
Mons traf jeg ofte, han var den samme. Nu
hadde han hat 25 Aars Jubilæum som Feiermester,
og var avancert til Feierinspektør. Det var tredje
Generation av Feiere i Byen, saa egentlig burde
han hat tre Feierkoster i sit Vaaben, men det
hadde ikke Mons tænkt paa, han trængte ikke
noget Vaabenskjold. Han var sig selv nok.
Gamlefeieren var død, og Mons hadde efter ’
den gamle Recept fra Adams Tid giftet sig og
faat Barn. Rigtig Kjærneunger. Alt hadde gaat
sin støe, rolige og naturlige Gang.
Huset oppe i Berggaten var uforandret, det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
