Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Del - 13. Efter at have holdt Stand imod sit Æsel holder Seigneur Keraban Stand imod sin værste Dødsfjende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
349
— Vi maa siynde os . . . Vi kan ikke tove et
Minut . . . Selv om vi maa lade Æslet i Stikken.
— Jegl . . . skulde give efter sor det . . . Aldrig!
raabte Keraban.
Han greb Dyret ved Ørene og ruskede dem, som
vilde han rive dem as.
-— Vil du gaa? raabte han.
ÆSlet rorte sig ikke-
— Du vil ikke lystre mig, sagde Kcraban. Godt,
godt! jeg skal dog tvinge dig dertil-
Han skyndte sig ind i Hulens Indgang og samlede
et Par Haandsulde Ho i et lille Knivpe» som han viste
Æslet. Det gjorde et Skridt fremad.
—— Ahal udbrod Keraban, det maatte altsaa til sor
at faa dig til at gaa! Ved Muhamed, du skal komme
til at gaa, lover jeg dig-
Et Qjeblik ester var det lille Hoknippe sastgjott
yderst paa Bognstangen saaledes-, at Æslet» selv om det
rakte sig frem, dog ikke kunde naa helt derhen.
Lokket af denne Lcekkerbid rykkede Dyret stadig frem
henimod Passets Aabning.
Alle fulgte Karren i en lille, tætsluttet Gruppe og
var hurtig gaaede ud as Lejren, hvor Stillingen vilde
have været aldeles nholdbar.
Den ædle Sarabnl gik foran van Mitten, som en
anden Lokkemad, men i Modsætning til Æslet frygtede
Hollcendercn intet saa meget som netop at naa den-
— Du tror altsaa bestemt, Ahmet« sagde Keraban.
at denne Saffar er den samme nforstammede Person.
som af lutter Egensind lod min Postvogn blive kjørt over
ved PotijcernbanencD ·
—— Ja, Onkel. Men fremfor alt er det den elen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
