Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104
det milde Solglimt er et Kys, hun kaster
til hver en Bæk, til hver en Høj og Eng,
hvor hun har hvilet, med Violer krandset
Farvel, Du Solens Barn, Du Flygtige!
Jeg kommer ikke hid for syg at klynke;
jeg vil kun tage nu en kjærlig Afsked
og takke Dig for hine skjønne Dage,
Du atter har mig skjænket i din Favn.
November med sin Sludtid nærmer sig,
da Dag og Nat man hører Regnen plaske
fra Tag og Rende, og kun Uvejrsfugle
i store Flokke sprede sig i Luften;
men Menneskene slutte tæt sig sammen,
Hver søger til sit Hjem og skotter kun
igjennem Ruderne ud til Naturen.
Den er ej død! den samler sig kun Kræfter
ved Almagts Barm. I Sviblens lille Løg,
i Myrens Bryst, i Krybets i Moradset,
i Frø og Træ, selv i den kolde Bølge
dybt under Isen banke Livets Pulse
uhørlige med aldrig udtømt Kraft.
Den hviler kun! jeg véd det jo forvist;
derfor, imens Forgængeligheds Billed
sig hæver for mit Blik, jeg ængstes ej;
i Undergangens sørgelige Spor
udvider sig mit Bryst ved Følelsen,
at Aanden staar udødelig derover.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
