Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
201
Jeg fletter dem til Kranse for Dig, min lille Viv,
og slynger dem om Hjemmet, vi skal bygge;
ja der skal blive Sang og Solskin i dit Liv —
lad Sorgen saa kun komme med sin Skygge!
Endnu har jeg Ild, endnu har jeg Aand,
trods Alt hvad jeg præker om Fornuften;
endnu kan jeg kurre som en Due paa din Haand
og svinge som en Ørn mig i Luften;
endnu kan i Sang jeg forherlige dit Navn,
trods Livets de kummerlige Pligter —
og derfor skal Du kysse mig og tage mig i Favn
og føie, at Du elskes af en Digter!
Saa dybt har jeg dukket mig ned i Livets Strøm,
saa dybt, at knap min Sjæl kunde bunde,
saa dristigt har jeg prøvet paa Jorden min Drøm;
men aldrig gik dog Drømmen tilgrunde.
For mig blev ikke Livet en ussel Parodi,
for mig blev det saa kraftig en Skole:
Jeg aner gjennem Striden en evig Harmoni,
fra Støvet til de yderste Sole.
Og sidder jeg end fangen her som Fuglen i Bur
og kæmper for Livet, det reale,
jeg kan dog ej, Du Kjære, fornægte min Natur,
den vaagner, den vaagner af sin Dvale.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
