Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
425
Ingen vaagnende Sangfugl kan hilse mere glad
i den dugvaade Skov den gryende Morgen,
end jeg, der dog dig kjender, mægtige Forøder!
Det var i det sidste Par Aar ofte Kaalund en
stor Sorg, at Sygdom lagde Hindringer i Vejen
for hans Produktion. Han havde saa meget, han
endnu vilde have sagt. Det stod for ham, at hans
Ord kunde bringe Lægedom til mange og særlig
være hans yngre Venner til Klarhed og Hjælp. Hans
sidste, fuldt formede Digt, „Bekjendelse", udtrykker
dette Haab, denne Trang. Følgende Hjertesuk ikke
mindre:
Du Aand, som jeg tjener, ak, giv mig Ord
for det, som herinde flammer og lyner.
Luk op for det alt, som herinde bor
i min Sjæl af brændende Syner.
Jeg er kun dit Redskab, saa riv mig hen,
jeg bøjer mig under dit Vingeslags Susen.
Lad mig vise det helt: jeg er Ungdommens Ven,
gjør mig stærk og besindig i Rusen.
Blandt de i Fortegnelsen opførte Digte findes
ogsaa et: „Svalerne paa Telegraftraaden". Mellem
Kaalunds Papirer laa dog kun første Vers:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
