Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Søren Kierkegaards Personlighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
eller som Kontrastvirkning af (lette*), kunde den faktisk
blive et Dække for Tungsindets Indesluttethed, men
vil-kaarligt frembragt kan den ikke have været. Det
forholdt sig sikkert hermed som med hans ivrige og stadige
Færden paa Gaden, som han senere ogsaa fremstillede
som Led i en gennemtænkt Plan, men som ogsaa fra
først af liar været Udslag af en Trang til Bevægelse, til
Mennesker og til skiftende Indtryk.
»Jeg er en Janus bifrons — med det ene Ansigt ler
jeg, med det andet græder jeg«, skriver han 24 Aar
gammel. Intet af disse Ansigter liar været paataget,
selv om det ene mest kom frem over for Andre, det
andet i Ensomhed. Ti det er jo Tungsindets Natur (at
trække sig tilbage, naar Andre ere til Stede, lige som
Dvergene forsvinde, naar Solen staar op. Denne
Egenskab ved Tungsindet var det netop, der gjorde det til et
saa skæbnesvangert Element i Søren Kierkegaards
Personlighed. Det var dets Virken til at gøre ensom, til
at frembringe Isolerethed og umuliggøre Aabenhed over
for Andre, som blev afgørende for hans Skæbne. Den
dumpe Sorg gjorde ham stum — men er det ikke en
Synd ikke at kunne aabne sig for sine Nærmeste, ikke
at kunne give sig inderligt hen, og blive i hvert
Tilfælde ikke de inderligste Samlivsforhold umulige, hvor et
saadant isolerende Tungsind raader? Naar det fortælles,
at Jesus uddrev en Djævel, og den var stum — saa
forklarede Søren Kierkegaard dette om Sorgen, Tungsindet,
der i sin Egoisme, tor ikke at miste sit Herredømme
over Mennesket, gør det stumt, drager det ud af Forbin-
*) „1 Følelsens hemmelige Dyb ligge Sorgens og Glædens Strenge
hinanden saa nær, at de sidste kun alt for let genklinge, naar
de første røres’. (Optegnelse fra 1836. Efterladte Papirer.
1833—43. p. 174.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
